Massa efterforskes efter Spa (nu med video)

Amatør videooptagelser har afsløret, at Felipe Massa, Ferrari, ikke holdt korrekt i sin startboks, da de røde lamper slukkede til starten af Belgiens Grand Prix på Spa i weekenden. FIA har derfor iværksat en efterforskning af sagen.

Felipe Massa . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/9 2010 klokken 11:09

FIA har netop meddelt, at de har iværksat en undersøgelse af, hvorfor Felipe Massa var i stand til at starte det belgiske Grand Prix lidt foran sin startboks (den opmalede markering til bilen på startgridden, red.). Normalt vil dette blive opdaget af elektronikken, men ikke i dette tilfælde. Det har amatør videooptagelser på internettet afsløret.

Principielt er Massas fejlagtige placering på startgridden et brud på reglementet, men FIAs løbsdirektør, Charlie Whiting, modtog ingen oplysninger fra marshals på banen om at den brasilianske kører havde placeret sin bil på det forkerte sted - og de elektroniske systemer på banen registrerede intet, hvormed en hurtig straftildeling ikke var mulig.

Felipe Massa. Copyright Ferrari Media

Alt må åbenbart være foregået uden nogens vidende, sandsynligvis heller ikke synderen selv. Dels protesterede ingen teams over Massas fejl, dels sidder brasilianeren selv så lavt i sin bil, at han ikke kan se afmærkningen i banen og endelig blev hændelsen først opdaget søndag aften efter løbet. På denne baggrund fastslår FIA derfor, at der ingen yderligere sanktioner kommer efter hændelsen.

”Problemet var hverken blevet oplyst til FIAs løbsdirektør fra marshals eller fra det automatiske system til måling af tyvstarter,” hedder det i en udtalelse fra en talskvinde hos FIA.

”Da der ikke har været yderligere klager eller protester før offentliggørelsen af det officielle resultat søndag aften, vil klassificeringen af det belgiske grand prix forblive uændret.”

”Dog undersøger FIA årsagerne til den fejl i kommunikationen med race control, der tilsyneladende har været, for at sikre at en gentagelse ikke er mulig,” slutter meddelelsen fra FIA.

Der ligger denne video på YouTube. Hvorlænge den får lov at ligge der, inden Bernie Ecclestone og FOM får trukket den tilbage, er usikkert, men det er tydeligt at se, at Felipe Massa ikke holder indenfor sin bås.



Om det bør give en straf diskuteres i debatten under nyheden, men de iskolde fakta er, at Massa laver en tyvstart, som sikrer ham et lille forspring, og som FIA bør straffe ham for.

Problemet er, at ingen sensorer eller personer har opdaget dette, og man kan så diskutere hvor fair en straf er, og der står tilmed en marshall tæt på Felipe, som burde have opdaget dette.

På nuværende tidspunkt er det belgiske resultat offentliggjort, og man kan derfor ikke give Massa en tidsstraf (gennemkørselsstraf), og en given straf vil så ramme brasilianeren, når han i næste weekend stiller til start på Ferraris hjemmebane.

Uagtet, at Massa holder forkert placeret og tilsyneladende starter for tidligt, tyder udtalelserne fra FIAs talskvinde på, at motorsportsorganisationen i dette særlige tilfælde tager ansvaret for hændelsen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Force India bevarer Mercedes-motorer Telmex Sauber Ferrari i 2011? »