Nedtælling til USAs Grand Prix i Austin

Det ambitiøse projekt om at få Formel 1 tilbage til USA på en ny bane i Austin er nu så fremskredet, at bagmændene nu tør melde ud, at den er hjemme. På en netop afholdt pressekonference tirsdag, blev planerne offentliggjort.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 28/7 2010 klokken 12:07

Arrangørerne af et kommende USA's Grand Prix har nu bekræftet, at deres nye bane vil blive placeret sydøst for Austin, nær byens internationale lufthavn, i et område kendt som Wandering Creek. Ved samme lejlighed blev de finansielle bagmænd offentliggjort for første gang.

Vi bringer her i uddrag, hvad Formula 1 United States Grand Prix™ har sendt os fra deres pressekonference tirsdag.

Her bekræftede initiativtageren, Tavo Hellmund, bl.a. at den i USA velkendte forretningsmand, Red McCombs, er med i projektet, den tidligere 500cc verdensmester, Kevin Schwantz, og at holdet består af et partnerskab imellem Full Throttle Productions LP, McCombs Partners og Prophet Capital Management.

F1-løb på Indianapolis Motor Speedway har været en blandet succes. Her med Jarno Jarno Trulli i Toyota, 2006.

"Jeg ønskede at finde den bedste placering til USAs Grand Prix,"sagde Hellmund. "Beliggenheden er noget, vi har arbejdet på i mindst halvandet år."

Austin har en befolkning på omkring 20 mio. og er et godt hub for rejsende fra Europa, Nord- og Sydamerika. Endvidere er der et noget nær perfekt klima og et attraktivt natteliv.

Hellmund sagde, at han troede på, et fremtidige løb i Austin ville lykkes, selv om andre lignende, amerikanske projekter tidligere er slået fejl, når de blev kørt på en permanent bane. En positiv side-effekt målt på omsætning i området er beregnet til 300 mio. dollars.

"Folk har ment, at F1 ikke har fanget USA, men det er faktisk helt forkert, "sagde han. "F1 var uhyre succesfuldt fra 1960 til 1980, da det blev kørt på permanente baner.

"Fra 1980 frem til 1999 var det altid på midlertidige baner eller gadeløb, og selv om en bane som IMS (Indianapolis Motor Speedway, red.) er vidunderlig, var det dybest bare en tilføjelse. Det var IndyCar og NASCAR, der havde succes der."

Førnævnte Red McCombs, der har været på Forbes Magazin’s Top 400-liste over de rigeste amerikanere, kender til succes i sport. Bl.a. har han været ejer af det amerikanske football-team Minnesota Vikings samt de to basketball-teams San Antonio Spurs og Denver Nuggets.

Keke Rosberg iført cowboy-hat samt Bundesliga-hår med ditto skæg efter sejren i USAs Grand Prix i 1984. Dengang blev løbet også kørt i Texas, men i byen Dallas.

McCombs sagde bl.a. under pressekonferencen: "At bringe Formel 1 tilbage til USA er en chance du kun får en gang og som enhver by i verden ønsker sig.”

"Størrelsen og omfanget af en F1-begivenhed kan sammenlignes med at være vært for Super Bowl, og det vil medføre betydelige økonomiske fordele for Austin, San Antonio og hele staten Texas.

"Vi ved, at Tavo har en klar vision for udviklingen af Formel 1, og at han har opbygget et solidt, forretningsmæssigt fundament og har samlet et fantastisk hold, som vi er stolte af at være en del af. Vi er klar til at rulle ærmerne op, arbejde sammen Tavo og gøre dette projekt en stor succes."

McCombs sagde også, at han for nyligt har talt med F1-bossen Bernie Ecclestone, og at han har fjernet enhver tvivl om projektets gennemførelse i 2012.

"Bernie sagde: ’Hvordan tror du, at du kan få et anlæg bygget i Austin i tide til løb i 2012?’. Så sagde jeg til ham: ’Husk vi taler om at gøre dette i Texas, vi taler ikke om at gøre det andre steder. Det er vores renommé, det handler om.”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Durango tror på F1-entré i 2011 Forvirring hos McLaren over flexvinge »