Big Mag får NASCAR-debut

Jan Magnussen skriver på ny dansk motorsporthistorie, når han om en uge debuterer i den største amerikanske motorsportsserie, NASCAR. Det sker på Infineon Raceway i Californien, en bane Jan tidligere har vundet på.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/6 2010 klokken 17:06

Jan Magnussen får nu den NASCAR-debut han har ønsket sig i lang tid. I næste weekend får han debut i den store NASCAR Sprint Cup-serie, hvor han skal køre på den for NASCAR utraditionelle Infineon Raceway (tidligere kaldet Sears Point) for Chevrolet.

Det er Phoenix Racings Chevrolet Impala, som Jan skal smide rundt på den krøllede bane. Det sker som belønning for danskerens testarbejde for Hendrick Motorsport, der har brugt Jan til at teste den 1½ ton tunge bil. Da der ikke var plads hos Hendrick Motorsport har man anbefalet Jan Magnussen til Phoenix Racing.

Jan Magnussen NASCAR test Phoenix Racing 2010
Photo Anders Majgaard


”Vi er meget begejstrede for, at have en kører af denne kaliber til at køre for os i Sonoma”

udtaler James Finch, Phoenix Racings teamejer om Jan Magnussen, der har vundet mere end 100 racerløb.

”Jan har testet NASCAR Sprint Cup biler og hans CV taler for sig selv. Han vil give os en chance for ikke blot at kvalificere os godt, men også for at kunne være med oppe foran og kæmpe”.

Jan Magnussen NASCAR test Phoenix Racing 2010
Photo Anders Majgaard


Big Mag udtaler fra Le Mans, hvor han kører en Chevrolet Corvette denne weekend:

”Det er kæmpe stort. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville prøve kræfter med NASCAR og jeg er meget taknemmelig over, at Phoenix Racing giver mig chancen. Det er så svært at komme ind, særligt som europæer, så at jeg nu får lov at prøve det, er slet ikke til at forstå.”

” Jeg er virkelig stolt over have fået chancen og jeg vil give alt, hvad jeg har, for at få et godt resultat med hjem.”

”Bilen er så vild. Den har 4 manuelle gear og den laver hjulspin i alle gear, så det er noget af en håndfuld. Den har næsten ingen downforce, så det er en bil, der styres meget med speederen. Men gennem mit job hos General Motors har jeg fået kørt flere testkilometer i Hendrick Motorsports NASCAR biler end jeg havde, da jeg debuterede i Formel 1, så jeg føler mig godt forberedt”.

Jan Magnussen NASCAR test Phoenix Racing 2010
Photo Anders Majgaard


Den Chevrolet Impala som Jan skal køre har en 5.8 liter stor V8-motor, der buldrer så tordenguderne bliver misundelige. Den yder 900 HK, og går over 300 km/t på toppen, når den kører på de amerikanske ovalbaner.

Med Jan Magnussens NASCAR eventyr knytter der sig endnu en bemærkelsesværdig historie. Han er således den eneste racerkører i hele verden, der har prøvet at køre en bil fra alle de største topserier, der findes verden over.

Han har således kørt Formel 1, Indycar (Champcar), Le Mans prototyper, GT1 sportsvogne, Grand-Am, DTM, WTCC, Japansk Super GT (test), Australian V8 og nu også NASCAR. En fantastisk præstation, der understreger Magnussens alsidighed.

Svenske Mathias Ekström får også NASCAR-debut samme weekend. Det sker for Red Bull-Toyota, hvor han skal afløse den sygdomsramte Bryan Vickers. Så ud over en flot debut, så er der lagt op til landskamp med vores naboer til højre.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Le Mans denne weekend Canadas Grand Prix: 1. frie. Button hurtigst »