• Forside

Wurz vigtig for Williams

Rollen som testpilot til trods, er Alex Wurz en meget vigtig mand hos Williams F1, der tiltror den unge østriger en stor rolle, når de skal teste og udvikle deres biler. ”De input han kommer med om fredagen, er vitale for os,” udtaler Sam Michael.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 11/4 2006 klokken 13:04

Det er meget muligt, at der er nogle der mener, at det er for længe siden, at Alex Wurz har kørt et helt Grand Prix. Men det forhindrer ikke Williams i, at sætte stor pris på den høje østrigers viden.

”Hvis der var et verdensmesterskab for fredagspiloterne, ville han (Wurz red.) helt sikkert vinde det,” udtalte Sam Michael til Autosport.

”Wurz har efterhånden så stor erfaring med flere biler og alle typer dæk, at hans input inden et løb, er guld værd,” tilføjede Michael, der ikke ligefrem er kendt for at sprede alt for mange roser omkring sig.

”En anden ting der gør ham til en helt speciel fredagspilot, er at han ikke er på banen for at bevise sig selv, men for at køre bilen så perfekt som muligt.”

”Flere af de andre fredagspiloter, kører alt hvad de har lært og lidt til, hvorfor de ofte ødelægger mere end de gavner,” kom det klogt fra Michael.

Michael påpeger igen og igen, at det vigtigste arbejde for en fredagspilot som Wurz, er at sikre den bedst mulige viden omkring banen, bilen og dækkene til den enkelte bane, så holdets to Grand Prix piloter, ikke selv først skal til at finde frem til en grundopsætning.

Derfor er han så vigtig for Williams og derfor er han den bedste og måske også mest eftertragtede fredagspilot i Formel 1.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER