• Forside

Williams: Rosberg bliver her

Nico Rosberg har imponeret mange i løbet af de første tre løb, hvilket har været med til at starte rygter om, at han skulle danne makker med verdensmester Fernando Alonso næste år hos McLaren. Disse rygter maner Williams nu til jorden.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 8/4 2006 klokken 22:04

Efter den imponerende debut til den bare 20-årige Nico Rosberg hos Williams har der været rygter om, at McLaren ville købe ham fri af kontrakten med Williams, så han kunne køre for dem med start fra næste sæson.

Nu forsøger teamchef Frank Williams imidlertid at skyde rygtet ned igen ved at udtale, at det under ingen omstændigheder kan komme på tale, og at han mener, at finsk-tyske Rosberg er bedre end sin far Keke Rosberg, der blev verdensmester i 1982.


Nico Rosberg

På spørgsmålet om Rosberg er til salg, udtalte Williams til den tyske avis Die Welt:

"Jeg tror ikke engang, jeg behøver at kommentere det. Nico har en bedre teknisk forståelse end sin far, han er meget hurtig og aggressiv. Han har en stor fremtid."


Keke Rosberg – far til Nico - efter sin sejr i USAs Grand Prix i Dallas i 1984

Så er spørgsmålet bare, om Frank Williams i virkeligheden forsøger at tale prisen op på sit unge stortalent, eller om det er for at tilfredsstille Rosbergs tyske hjemmepublikum?

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Nico Rosberg som vinder af sidste års GP2 mesterskab og med løbets hurtigste omgang i sin debut i Bahrain, har grund til at have selvtilliden i orden.