• Forside

Definitivt: Massa først tilbage i 2010

Selv om Felipe Massa gør store helbredmæssige fremskridt efter sin alvorlige ulykke i Ungarn tidligere på året, udelukker Ferrari nu definitivt et comeback for brasilianeren i 2009.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 11/10 2009 klokken 22:10

Felipe Massa gør stadig helbredsmæssige fremskridt efter sin ulykke under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix, hvor han blev ramt af en flyvende fjeder fra en forankørende konkurrent.

For første gang i måneder kan Massa nu sætte sig bag rattet af en Formel 1-racer igen. Der bliver dog tale om en privatejet Ferrari F2007, og testen vil foregå på teamets testbane, Pista di Fiorano, tæt på fabrikken i Maranello.

Ferraris testbane i Maranello, Pista di Fiorano. Lukket land for fremmede - især når Massa tester i F2007.

“Der bliver dog ikke kigget på stopuret i denne omgang,” hedder det i udtalelsen.

“Morgendagens (mandagens, red.) begivenhed er betydningsfuld, men på ingen måde et tegn på en tilbagevenden i nær fremtid,” forklarer Ferrari.

I udtalelsen hedder det videre, at de medicinske undersøgelser i Paris har været opmuntrende, “men de viser på ingen måder, at der kan blive tale om en tilbagevenden til konkurrencekørsel indenfor de første to måneder,” understreges det.

“Derfor må al tale om en sikker tilbagevenden til Formel 1 vente indtil starten af 2010-sæsonen, og kun på det tidspunkt vil de medicinske cheks, som FIA kræver for at en person, som har været skadet kan vende tilbage til racing, blive gennemført.”

Disse to herrer tester Ferraris 2010-model i vinter.

Endelig peger Ferrari på, at der vil være masser af tid til at Massa kan komme sig, før han vender tilbage til cockpittet i en nutidig F1-racer.

Det sker, når brasilianeren starter på vintertest sammen med sin nye teamkammerat, Fernando Alonso, “hvor udviklingsarbejdet med den nye model starter.”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER