Felipe Massa bliver en vigtig og aktiv aktør, når Formel 1-cirkusset kommer til Sau Paolo i næste uge.
Det bliver nemlig den regerende vicemester, der skal lade det ternede flag falde over vinderen på Interlagos. Det var en af de ting Felipe røbede i chatten.
Et af de spørgsmål Massa blev spurgt om i chatten var, om han havde overvejet at stoppe i Formel 1.
”Jeg har overhovedet ikke overvejet den tanke. Et par dage efter uheldet var mit liv som plejede at være, den eneste bekymring var mit øje, men det er heldigvis i orden. Jeg har slet ikke været i tvivl.
Heller ikke Felipes kone Raffaela har bedt husbonden om at stoppe.
”Hun hjælper mig i disse dage. Naturligvis var jeg bange og meget nervøs, men hun ved, at jeg elsker racing, og derfor hjælper hun mig, der hvor hun kan. Kun engang har hun spurgt mig om jeg ønskede at stoppe, men jeg fortalte hende, at det gjorde jeg ikke og hun forstod."
"Hun spurgte mig om der var bare en 1% chance, og jeg sagde til hende, at der ikke engang var en halv procent.”
Felipe Massa chatter med fans på Ferraris hjemmeside
Felipe Massa skal flage det brasilianske Grand Prix af, men han har ikke måtte offentliggøre nyheden før nu.
”Det er sandt. Jeg kan nu bekræfte det. Det bliver en stor ære for mig.”
Der er heller ingen tvivl om, hvem Felipe Massa håber tager kørertitlen.
”Naturligvis Rubens!”
Der har været spekuleret i hvornår Felipe Massa skal teste en Formel 1-bil, men det svar kom han også med.
”I morgen (fredag, red.) flyver jeg til Paris for nogle fysiske check-ups hos FIA og mandag, hvis vejret er til det, så skulle jeg endelig være tilbage bag rattet på en Formel 1-bil. Jeg håber, at jeg kan køre mange kilometre og gøre det godt, ikke kun performance, men også konstante omgangstider.”
Felipe Massa i en F2007 næsten magen til den han skal prøve på mandag.
”Jeg føler mig klar, og jeg tror ikke der kommer nogle problemer. Det er korrekt, at en Formel 1-bil vibrerer en del, og der er en masse fysisk stress, men det er jeg vant til.”
Den nye Ferrari 458 Italia, som Felipe Massa så i mandags blev der også talt om.
”Jeg havde muligheden for at køre den for første gang i tirsdags. Det er en vidunderlig bil. Motoren, køreegenskaberne og komforten virker perfekt afbalanceret.”
Felipe Massa og Ferrari F458
Fernando Alonso og Sebastian Vettel blev også nævnt. Alonso skifter jo til Ferrari efter denne sæson, og Sebastian Vettels navn nævnes tid i forbindelse med Ferrari.
”Jeg er sikker på, at Fernando og jeg skaber et godt team, og vi vil arbejde godt sammen. Målet er meget simpelt: At vinde.”
”Hvorfor ikke? (om Vettel, red.) Måske en dag... jeg har haft mange holdkammerater: Heidfeld, Fisichella, Villeneuve, Michael, Kimi og nu får jeg Alonso. Der er plads til alle.”
Felipe Massa og Fernando Alonso
Felipe Massa har også set skitserne til afløseren af F60. Selv om han ikke kan komme i detaljer, skriver han:
”Jeg har set modellen af den nye bil i vindtunnellen. Den er anderledes den nuværende, også fordi der kommer nye regler (f.eks. forbuddet mod optankning, red.). Lad os håbe den bliver hurtig.”
Slutteligt fortæller Felipe Massa, at han ønsker at blive hos Ferrari efter 2010.
”Jeg vil gerne blive hos Ferrari. Jeg er meget glad her, og jeg ser ingen grund til at ændre dette. Jeg håber at blive her i mange år. For mig er det her familie. Under løbene sad jeg foran tv og heppede på teamet og jeg har hele tiden været i kontakt med dem.”
En masse gode og spændende svar som Felipe Massa nåede at give på kun 40 minutter i går.