• Forside

Renault og Fernando vandt igen

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/4 2006 klokken 12:04

Det blev til endnu en Renault sejr i dag, da Fernando Alonso kørte først over målstregen. Fernando Alonso var fra start aggressiv, men fire sikkerhedsperioder var med til at sprede lidt kulør over verdensmesterens løb. Giancarlo Fisichella skulle starte ved siden af Jenson Button, men måtte på grund af problemer starte fra pitten.


Fernando Alonso sprøjter champagne

Fernando Alonso havde dette at sige efter turen til toppen af podiet.

”Det var en noget anderledes løb sammenlignet med de to tidligere på sæsonen. I Bahrain kæmpede jeg mod Michael hele løbet. I Malaysia kæmpede jeg med Jenson. Men i dag var det mere sikkert. Der var ingen kampe og jeg følte mig afslappet en stor del af løbet. Jeg havde en god føring efter den første pitstop runde, men det mistede jeg under den anden sikkerhedsperiode.”

”Det lykkedes mig at skabe et stort hul efter hver genstart og det gjorde det nemmere for mig. Jeg var meget tilfreds med balancen i bilen hele vejen gennem løbet, så jeg skulle sikre mig, at jeg ikke tog nogle unødvendige risici og det passer mig godt, at jeg kunne spare på motoren til det næste løb. Indtil videre har vi vist, at vi er stærke under alle slags konditioner på alle typer baner. Men Imola er en anden type udfordring.”


Fernando Alonso, Renault R26 på vej i Parc Ferme.

Giancarlo Fisichella sluttede på plads fem i dag, men var lidt skuffet over, at han ikke endte på podiet.

”Efter et løb som dette har jeg blandede følelser. Man ved, at det er stort når man starter fra pitten og slutter femmer, specielt på den måde det skete. Men vi så også i dag, at jeg havde bilen til at kæmpe med Fernando om sejren. Det var en spændende dag og det er godt at score point efter at være startet bagerst. Jeg er toer i mesterskabet, når vi kommer til Imola, og det er en god følelse fordi jeg har en ny motorspecifikation der.”


Flavio Briatore med Giancarlo Fisichella og Fernando Alonso