Et løb som det vi så i år på bybanen i Valencia giver mig stærke mindelser om det vi så sidste år på samme bane. En afgørelse der afhang i høj grad af et pitstop, og derudover et race der svarede til at kigge på veteranbilerne i tivoli.
Bybanen i Monaco har år efter år været skældt ud for at levere et race uden spænding, og til det har F1-ledelsen svaret igen ved at sørge for at der kom en bane der i den grad er garant for et statisk og uspændende grand Prix for alle andre end dem der sidder med et stopur og beregner pitstrategi.
Rubens Barrichello
Begge McLarens lagde ud fra 1. startrække monteret med KERS og lav brændstofvægt, og var i første omgang urørlige. Kun Rubens Barrichello fulgte med som en sulten haj efter en såret sæl, og ved første pitstoprunde fik han da også gjort kål på Heikki Kovalainen, som igen til dette løb havde mere end svært ved at følge teamkammerat Hamiltons tempo. Ved 2. pitstop indtraf det som uanset McLarens bortforklaringer kun kan kaldes en amatørfejl, idet pitten ikke var klar med dækkene, og Hamilton måtte holde stille i ekstra 5 sekunder mens de fjernede dækvarmerne. Igen Huggede Barrichello til og tog den førsteplads han har hungret efter i 5 år.
Lewis Hamilton
Jenson Button i den anden Brawn GP havde en knapt så fornøjelig dag, idet han konstant var lukket inde bag langsommere konkurrenter, på et tidspunkt var det endda mesterskabsrivalen fra Red Bull, Mark A. Webber, der sinkede ham. Da han endeligt fik fri bane, beviste han at der også var fart i ham, og med 2 points på kontoen mod de 0 points som både Webber og den motorfejlsramte Sebastian Vettel kom hjem med, var det slet ikke så tosset endda for briten.
Ferraris dag var meget blandet, hvilket måske ikke kom som nogen stor overraskelse. Kimi Räikkönen kørte en flot 3. plads hjem, og sikrede dermed den anden podieplacering i træk til det hæderskronede team, og har dermed reddet lidt af hingstenes ære i en ellers grusom sæson. Luca Badoer derimod, gjorde ikke de røde biler nogen tjeneste, da han for 3. eller 4. gang på samme weekend måtte indkassere en bøde for at krydse den hvide linie ved pitudkørslen, måtte tage en drive through straf og 2 spins, for ikke at glemme at han lod Grosjean overhale ham inde i pitten. Skidt debut, men ifølge Ferraris præsident. Luca di Montezemolo, sidder han i bilen igen når vi kommer til Belgien i næste uge.
Luca Badoer
Red Bull havde en generelt skidt dag. Webber kom hjem uden points, og Vettel brændte endnu en Renaultmotor af, noget som Renault har beklaget efterfølgende, da det åbenbart beror på en kvalitetmangel.
Force India og BMW kørte relativt ubemærket rundt på banen, og blev primært set når de kørte foran nogen andre der lige havde været i pit. Intet spændende her at bemærke.
Vettel og Fisichella så vi ikke så meget i går, men sådan her ser de ud
STR så man heller ikke meget til førend man så Buemi have problemer under en indbremsning med et der lignede ødelagte bremser på venstre forhjul.
Hos Renault kæmpede Aloso i vanlig stil med dilemmaet at hans evner langt overstiger hans bils formåen. Han fik dog lidt velfortjente points på kontoen. Debuterende Grosjean havde lidt vanskeligheder idet han måtte en ekstra tur i pit for at få en ny næsesektion på efter en kollision i starten, og sidenhen blev det til en spinnetur. Alt i alt endte han der hvor Piquet plejede at ende, men dog uden at have de samme kilometers erfaring under bæltet.
Williams havde en af de dage som vi snart har set så mange af fra deres side, med en Rosberg der gør hvad han kan, uden at komme helt derop hvor han gerne vil være, det er måske derfor han bejler så åbentlyst til McLaren, og Nakajima der lå i den tunge ende af feltet, stærkt hæmmet af en baghjulspunktering.
Nico Rosberg nåede igen ikke podiet
Som sædvanligt vil jeg slutte af med at lave min helt egen subjektive hot/not fordeling, som enhver har ret til at være totalt uenig i.
HOT:
-Rubens Barrichello for en flot kørsel og en fortjent sejr
-Kimi Räikkönen for at forsvare Ferraris ære stort set alene. Flot kørt
-McLaren for at have fundet de vises sten midt i sæsonen. Godt kommet igen
NOT:
-Bybanen i Valencia er endnu en gang garant for et kedeligt løb
-McLaren for et amatøraktigt pitstop.
-Luca badoer faldt igennem i sit comeback. Jeg ved det er svært, men alligevel.