Schumacher aflyser comeback

Hele verden så til med glæde, da den 7-dobbelte verdensmester, Michael Schumacher, proklamerede sit comeback til Formel 1-banerne. Nu er det hele aflyst på grund af nakkesmerter. Ferrari har meddelt, at Luca Badoer overtager hans plads.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 11/8 2009 klokken 10:08

Michael Schumacher havde indvilget i at fungere som erstatning for den skadede Felipe Massa, og et intensivt træningsprogram blev sat i værk for at gøre den 40-årige tysker klar til at sidde i raceren igen.

Der har dog hele tiden været et lille "men" i sagen, men ikke noget nogen for alvor troede ville stoppe superstjernen i at gennemføre sit forehavende.

Nu kan man desværre konstatere at det lille "men" blev til et stort problem.

Det jeg taler om her, er naturligvis de nakkesmerter, som Schumacher oplevede efter sin første tur i F2007 på Mugello-banen, og som kan spores tilbage til et motorcykeluheld i februar.

Michael Schumacher går den tunge vej

Som følge af nakkeproblemerne, som man ellers har gjort alt hvad der både var i Schumachers og Ferraris magt at få bugt med, er stjernen blevet tvunget til at fortælle Luca di Montezemolo og Stefano Domenicali, som står i ledelsen for Ferraris F1-hold, at han ikke kan gøre comeback og derfor ikke vil stille til start i Valencia.

På Schumachers hjemmeside fortæller tyskeren, at han i går informerede Ferrari om den ulykkelige situation, efter at have prøvet alt hvad der var i hans magt for at kunne køre for teamet i Felipe Massas fravær.

Sebastian Vettel - Brasiliens Grand Prix 2006. Med den specielle "tak Michael"-bemaling på hækvingen

"I går aftes informerede jeg Ferraris præsident, Luca di Montezemolo og teamchef Stefano Domenicali, at jeg desværre ikke i stand til at træde til i stedet for Felipe.” udtaler Schumacher på sin hjemmeside.

”Jeg har virkelig forsøgt alt at gøre alt for, at det midlertidige comeback skulle lykkes, men til min store ærgrelse blev det ikke muligt, og det beklager jeg. Desværre har vi ikke formået at få styr på smerterne i nakken, som opstod efter den private F1-dag i Mugello, selv om vi både medicinsk og terapeutisk har prøvet alt,” fortsætter han.

”Følgerne af skaden, forårsaget af motorcykel-ulykken i februar, har skabt frakturer i området ved hoved og hals, og det har desværre vist sig at være alt for svært at få bugt med. Derfor kan min hals endnu ikke stå for de ekstreme påvirkninger, som Formel 1 giver.”

”Det er der klare resultat af de undersøgelser, vi har gjort i løbet af de sidste to uger, og efter den afsluttende test i går eftermiddags. Da der derfor ikke var nogen forbedringer efter dagen på Mugello, besluttede jeg med kort varsel, søndag, at foretage den sidste grundige undersøgelse allerede i går.”

"Jeg er dybt skuffet helt ind i kroppen og frygtelig ked af det overfor gutterne hos Ferrari og overfor alle de fans, der krydsede fingre for mig.”

”Jeg kan kun gentage, at jeg prøvede alt, hvad der var i min magt. Alt, hvad jeg kan gøre nu er at holde fingrene krydsede for hele holdet for de kommende løb," slutter Schumacher.

Luca Badoer.

Ferrari har for kort tid siden oplyst, at deres flerårige testkører, Luca Badoer, træder ind som erstatning for Felipe Massa til løbet i Valencia.

Badoer har testet for Ferrari siden 1998 og kørte sit seneste F1-Grand Prix i 1999. Dengang var det for Minardi.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Schumacher tilbage på banen Schumacher skuffet »