• Forside

Schumacher ude, Badoer afløser

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/4 2006 klokken 17:04

Bilmagasinet Formel 1 har netop erfaret, at Michael Schumacher er ude resten af weekenden. Et maveonde har sendt den tidligere verdensmester hjem i seng efter, at han allerede i morges fik problemer med maven. Ferraris testkører Luca Badoer har fået dispensation til at overtage Michael Schumachers Ferrari selv om han ikke har kørt en meter i 248 F1 på Albert Park.

Luca Badoer starter fra pitten i morgen, men for at han ikke skal være helt uforberedt får den italienske testkører lov til at køre 10 omgange på banen i morgen inden løbet starter klokken 6.00 dansk tid.

Luca Badoer fortæller, at

”Det er selvfølgelig ærgerligt for Michael (Schumacher), at han er blevet ramt af et maveonde, men jeg vil gøre mit til at hjælpe Ferrari og Felipe Massa med at score point i denne weekend.”


Luca Badoer afløser Michael Schumacher i det australske Grand Prix. Billedet er fra præsentationen af Ferrari 248 F1

”Jeg har ikke kørt på banen i mange år, men banen er nem at lære, så jeg tror jeg kommer efter det i løbet og mit mål er at slutte indenfor de otte bedste. Da Felipe Massa fik Rubens Barrichellos sæde hos Ferrari følte jeg mig forbigået. Nu har jeg chancen for at vise, at det var mig og ikke Felipe Ferrari skulle have valgt.”

Michael Schumacher har ikke selv ville sige andet end, at han er ked af, at han ikke kan stille til start og dermed skuffe de mange fans. Michael Schumacher er ikke den eneste, der er sengeliggende. Flere mekanikere og gæster er også ramt af maveondet.


Michael Schumacher havde maveproblemer under kvalifikationen

Ross Brawn udtaler, at

”Jeg har fuld tillid til, at Luca Badoer vil gøre det godt i morgen. Vi har valgt Luca Badoer fordi han kender bilen fra de mange tests han har kørt i bilen. FIA har givet Luca Badoer dispensation til at erstatte Michael Schumacher under forudsætning af, at han starter fra pit lanen og kører med den samme opsætning, som bilen sluttede kvalifikationen med.”

Løbet i morgen tegner til at blive meget spændende.