• Forside

Ecclestone foreslår budgetloft droppet

Efter at de otte FOTA-teams i går annoncerede, at de er parate til at starte en konkurrerende løbsserie, melder ejeren af Formel 1, Bernie Ecclestone nu ud, at han forstår teamene og foreslår at FIA dropper budgetloftet.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/6 2009 klokken 22:06

"Bad for business," tænkte Formel 1-chefen utvivlsomt, efter de otte FOTA-teams annoncerering i går af planerne om en konkurrerende løbsserie til F1.

Derfor melder Ecclestone sig med et enkelt forslag: Drop det forkætrede budgetloft og lad fabriksteamene drive deres forretning som de vil.

Ecclestone udtrykte tidligere i dag, at FIAs præsident har gjort en masse godt for F1, men at Max Mosleys nyeste påfund vil være en trussel mod sporten, som vi kender den i dag. Bernie erkender dog, at han ingen indflydelse har på afgørelsen.

Bernie Ecclestone giver Red Bulls Christian Horner gode råd.

"Jeg vil sige, at hvis de (FOTA, red.) vil garantere, at de bliver i Formel 1 i yderligere fem år, så kan de bruge ligeså mange penge, som de vil," udtalte 78-årige Ecclestone på Silverstone i dag.

F1-bossen kom ikke nærmere ind på, hvad dette forslag vil indebære for de nytilkomne teams, Campos, US F1 og Manor. Det der åbenlyst bekymrer ham er, at de etablerede teams, såsom Ferrari og McLaren, vil etablere en konkurrerende serie til F1, men han er ikke uden forståelse for deres beslutning.

"Jeg har sympati for de teams. Ingen bryder sig om at blive dikteret, hvordan man skal bruge sine penge," udtalte han til BBC.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER