Der diskuteres på kryds og tværs mellem de otte uafhængige hold i FOTA og Max Mosley i FIA. En meget radikal ændring til det tekniske reglement samt et meget lavt budgetloft har truet vores favoritsports eksistens.
FOTA har på den ene side sagt ’bøj dig for vores krav eller vi forlader dig’. FIA præsidenten Max Mosley har på den anden side sagt ’I er velkomne, men i får ikke en krone i skilsmisse. Tværtimod sagsøger jeg dig for alt, hvad der ikke er naglet fast’.
Bernie Ecclestone var på besøg hos Ferrari under Wroom-arrangementet
Men har vi alle sammen været en del af et højtprofileret bluffnummer? Det er mange år siden, at Formel 1 har været så meget i medierne som nu.
Selv små lokalaviser i Danmark har skrevet omkring krisen i Formel 1, og de store aviser samt medier har omtalt krisen og Ferraris trusler om at forlade kongeklassen.
Hvem sagde, at den slags PR er dårligt? Vi får nye hold i 2010. Motorfabrikanten Cosworth vender tilbage til Formel 1, en ny Concorde-aftale er på trapperne, og der er ikke mange der kan være i tvivl om, at de rigtige fans nu følger Formel 1 endnu tættere.
Det tekniske reglement ændrer sig ikke voldsomt i forhold til i år. Selv dækvarmerne bliver ikke forbudt.
En skyttegravskrig, hvor fronten var medierne og ingen af generalerne ville bøje sig. En krise der kan kaldes den kolde krig i Formel 1, hvor et kompromis ikke var til at opnå, da ingen af parterne ville tabe ansigt.
Tirsdag sendte FOTA et nyt forslag til FIA, hvor man har stillet nogle nye krav. Det går primært på, at man skal finde et kompromis og det haster, og så vil man gerne have nogle uafhængige revisorer, ikke FIA-udpegede revisorer til at gennemgå holdenes regnskaber, så man kan sikre at budgetloftet overholdes.
FOTA har været den ene part i et spil poker, der er blevet skrevet om igennem flere måneder.
FIA har svaret igen med et kompromis, der reelt ligner et af de forslag, der var på tegnebordet for flere måneder siden. De £40 mio. som budgetloftet kommer, men det bliver nu udskudt til 2011. I 2010 bliver budgetloftet på £95 mio., og det skal understreges, at det er driftsomkostningerne, der menes. Alle omkostninger direkte relateret til bilen. Ikke til kørerlønninger, marketing og flere andre ting, som ikke skal tilskrives budgetloftet.
Samtidig bevarer man i store træk det nuværende tekniske reglement, og kun Cosworth får carte blanche til at udvikle deres motorer i 2010.
FIA Præsident Max Mosley er og har været udskældt, men han har vist, at han kan overkomme selv svære situationer.
For fansene virker kompromisset logisk. Hold som Toyota og Ferrari kan ikke lige skære 70% af budgettet væk på et år. Nu har alle hold en chance for at reducere deres stab. Enten i form af ”naturlige” afgange eller ved en omrokering af personnel. For Toyota og Ferrari er det slet ikke utænkeligt, at de udvikler sportsvognsprogrammer til deltagelse i Le Mans i 2011.
Le Mans-arrangørerne byder FOTA velkommen. Alle motorfabrikanterne har eller deltager stadig i Le Mans, så det er ikke fremmed for hverken Renault eller Mercedes. Det kan skabe en helt ny teknologisk udvikling, der kan flytte teknologi på tværs af de to serier.
Luca di Montezemolo bliver kørt i en Ferrari (naturligvis) rundt på gridden. Han startede løbet kl. 15.00
Jeg kan ikke se, hvorfor dette kompromis ikke skulle gå igennem, og læser man nogle af de mange historier, der er postet omkring FOTA, budgetloftet, piratserie m.m. bliver jeg mere og mere overbevist om, at vi alle har været en del af et fantastisk bluffnummer.
Stærkt iscenesat af FIA og FOTA. Jeg går ’all in’ på dette nummer.