Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 12/6 2009 klokken 16:06
Der var skuffelse hos Prodrive, der denne weekend deltager i 24-timers Le Mans-løbet, efter at det blev offentliggjort, at Prodrive ikke står på den liste FIA har offentliggjort i dag. Prodrive-chefen David Richards er skuffet, men ser frem mod næste chance.
En chance der kan komme allerede næste fredag, hvor de fem teams Brawn GP, McLaren, Toyota, Renault og BMW Sauber skal have bestemt sig for om de vil acceptere eller ignorere FIA’s krav.
David Richards udtaler i en netop udsendt pressemeddelelse.
”Vi er naturligvis skuffede over FIA’s beslutning om ikke at inkludere Prodrive på den foreløbige deltagerliste for 2010. Vi er overbevist om, at vi har resourcerne og set-up’et til at være konkurrencedygtige i Formel 1 og være et positivt tiltag til sporten.”
”Vi vil nu se, hvordan tingene udvikler sig i næste uge, op til den 19. Juni deadline sat af FIA, og vi vil være parate og klar til at iværksætte vores planer, hvis omstændighederne vil det. Som vi har set det tidligere, så sker der mange ting i Formel 1.”
”Denne weekend er vores fokus dog et hundrede procent på vores Aston-Martin team på Le Mans. For første gang kæmper vi om den generelle sejr med et tre-bilsangreb, efter to GT1 klassesejre i træk, på 50 årsjubilæumsåret for Aston-Martins historiske 1959 sejr på Circuit de La Sarthe.”