• Forside

Alonso sender igen signaler til Ferrari

Endnu engang smider den dobbelte verdensmester, Fernando Alonso, tændvæske på det rygtebål, som han ikke selv har gjort noget for at slukke: Spanieren elsker røde biler.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/6 2009 klokken 13:06

Hvis det ikke allerede skulle stå klart for selv den mest tungnemme, så vil en nuværende Renault-kører og tidligere verdensmester gerne understrege, at han hurtigst muligt vil ud at køre i en rød FIAT. En drøm der startede for lang tid siden.

Ved tidligere lejligheder er spanieren sat i forbindelse med Ferrari, og flere iagttagere tror, at kontrakten allerede er underskrevet – måske allerede fra næste sæson.

Fernando Alonso er stærkt utilfreds med Renault.

Den 27-årige ex-verdensmester har senest udtalt sig i utilslørede vendinger til den italienske TV-station ’Sky’ om sine drømme.

”Når vi bliver professionelle racerkørere, vil vi alle gerne køre i en af de biler,” udtalte Alonso til stationen inden weekendens løb i Istanbul.

”Hvorfor det er en drøm for kørerne? Jeg ved det ikke. Det er en mærkelig ting.”

”Når du er et barn, leger du altid med de røde biler… det er en farve, en motor, et mærke der betyder racing, der igen betyder Formel 1, som er lig med konkurrence,” fortsatte Alonso.

Og for lige at sende et kraftigt signal om sin nuværende situation gav mesteren luft for sine frustrationer med sit nuværende team og bil.

”Det er den samme bil, som vi havde i Bahrain, så når den ikke bliver forbedret væsentligt, er det oplagt, at den skal blive værre for hvert løb,” er mesteren fra 2005-06 citeret af den spanske ’Diario AS’ for at sige. ”Enhver forbedring er velkommen.”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.