De fleste ryster på hovedet, når jeg skriver, at Monaco var årets Grand Prix. Løbet var jo statisk som bare pokker, og overhalinger var der næsten ingen af. Monaco er dog så specielt for mig, at det ikke kun er løbet, der er i fokus.
Det er hele opbygningen. Den mest fantastiske by i kalenderen, den sværeste af alle baner. En historisk bane, der daterer racerløb helt tilbage til 1929. En bane, der adskiller sig så meget fra kalenderen, at kun Monza kan måle sig med denne.
Det er her glamour opstår. Det er her alle, der gerne vil ses kommer for at blive set. Det er her historier bliver skrevet. Det er her, hvor sejre fejres som det vigtigste. Tidligere Formel 1-kører, Olivier Panis, vandt sin eneste sejr her. Nuværende Toyota-kører, Jarno Trulli, har vundet her, og det er foreløbig den eneste sejr veteranen har vundet.
Opbygningen til Monacos Grand Prix starter tidligt. Flere Formel 1-kørere har lejligheder i Monaco eller bekendte de kan bo hos. En af disse er Renault-køreren Nelson Piquet Jr, der stolt viser sine trofæer frem i dagene før Monacos Grand Prix.
Nelson Piquet Jr.'s trofæer
Mesterskabsførende Jenson Button har boet her siden 2001. Vores egen Le Mans-vinder Tom Kristensen bor her. Nico Rosberg er opvokset og bor stadig i Monaco. Det giver en helt speciel stemning blandt alle i fyrstedømmet.
Der sker mange happenings i Monaco. Forud for løbet spilles der en velgørenhedskamp mellem udvalgte Formel 1-kørere og spillere udvalgt af Fyrst Albert af Monaco. Michael Schumacher plejer at være fast spiller, men han døjer stadig med skaderne efter sit motorcykeluheld i Spanien under en test.
Anfører Fisi møder anfører Fyrst Albert af Monaco
Giancarlo Fisichella scorede på fodboldbanen. Det var lige før Fisi scorede et point søndag i løbet.
Monaco er stedet, hvor de store firmaer promoverer sig selv. Siden 2003 har diamantfirmaet Steinmetz lavet en happening. I 2003 og 2004 skete det sammen med Jaguar, men fra 2005 har McLaren været holdet, der er blevet brugt. Også i år hvor Lewis Hamilton blev frontfigur. Hans hjelm var dekoreret med et diamantbesat ’1’-tal. Heikki Kovalainen fik ’2’ på sin hjelm, men han var ikke med til præsentationen.
Begge hjelme, der har en værdi over 1½ mio. kroner bliver nu sat på aktion og overskuddet går til velgørenhed.
Lewis Hamilton med den diamantbesatte hjelm
McLaren havde før weekenden store forhåbninger til weekenden. En ny bagvinge skulle give holdet 3-4 tiendedele pr. omgang, og McLaren lå i træningerne også bedre end tidligere i år. Kvalifikationen kiksede godt nok for verdensmesteren, men Heikki Kovalainen var sikker i Q3.
Hamilton med den specielle bagvinge
Red Bull Racing kom denne weekend med deres nye dobbeltdiffuser. Det kan ikke siges, at den for Sebastian Vettel virkede efter hensigten. Han kom aldrig helt i front, og i løbet var den måske medvirkende til, at de superbløde Bridgestone-dæk blev ædt på få omgange.
Til gengæld var Ferrari tilbage. Nogle vil måske sige, at de ikke har været rigtig væk, og denne weekend bød på årets første podieplads. Den gik til Kimi Räikkönen, der havde overskuddet over Felipe Massa. Massa kørte dog et rigtig godt løb, men de snævre gader i Monaco byder sjældent på overhalinger.
Photoshop? Nej Kimi smiler faktisk
En af disse sørgede Felipe Massa selv for. Under et kikset nedbremsningsforsøg i starten af løbet kørte vice-mesteren igennem havnechikanen. Han gav plads til Sebastian Vettel, så han kunne tage sin plads tilbage, men det udnyttede Nico Rosberg til at smutte med forbi.
Nico Rosberg var som altid en fryd at se i træningerne. Han har dog udviklet sig til en ren ’Mark Webber’, der er lynende hurtig, men ikke får nok ud af det, når det gælder i løbene. Heller ikke denne gang, hvor en sjetteplads ikke kan siges at leve op til træningstiderne.
Brawn Grand Prix var som altid en fryd at se. De er så overlegne, at det efterhånden er ved at blive kedeligt at se på. På debatfora nævnes 2002 og 2004 som eksempler på overdreven dominans. Brawn er ved at udvikle sig som en ren festdræber, men kan man tillade sig at klage over et team, der har genopfundet den dybe tallerken?
Jenson Button vandt i Monaco
En kører, som ikke var tilfreds efter Monaco var Nelson Piquet Jr. Den udskældte Renault-kører havde gang i en god weekend, og han kunne være endt i pointene, hvis han havde gennemført løbet. Det var han dog ikke selv herre over, da Sebastien Buemi torpederede ham ned i St. Devote. Dermed udgik Piquet af endnu et løb, og når man sidst på sæsonen kigger på antallet af DNF’s, så husker man ikke årsagen.
Buemis næse efter påkørslen af Piquet Jr
Man forstår Piquet, når man tænker på testkører Romain Grosjeans success i GP2. 2 sejre og en podieplads ud af fire løb. Sprintløbet endte dog i en stor ulykke for Romain Grosjean, der ramte Andreas Zubers baghjul og blev sendt op i rækværket. Heldigvis var det kun materielskade, der skete. Williams-testkører Nico Hülkenberg scorede en podieplads i sprintløbet lørdag.
En meget positiv overraskelse for mig var Force India. Normalt glemmer man holdet, og hånden på hjertet så bliver der sjældent skrevet nyheder om det lille hold nogle steder. De havde dog flere opdateringer med til Monaco, og alene det at holdet kørte begge biler i Q2 var et kæmpe resultat.
Giancarlo Fisichella var tæt på at score point.
Sidste år var Adrian Sutil tæt på at køre point hjem til Force India. Igår var vejret godt, og Giancarlo Fisichella formåede at kæmpe med til det sidste om den sidste pointgivende placering. Et godt løb af den aldrende italiener. En positiv overraskelse.
Derimod var BMW Sauber og Toyota weekendens store skuffelser. Der er ikke langt fra skurk til helt i Formel 1. At de to hold kan falde så meget tilbage, og for Toyotas vedkommende fra front til bund på to løb er utroligt.
Timo Glock havde det sjovere på jetski om fredagen end i løbet søndag
Ingen kan dog tage fra Brawn GP, at de gjorde noget nær rent bord. Kun Kimi Räikkönen var en frygt inden løbsstarten, da vi har set KERS virke formidabelt i starterne. Problemet med KERS er dog, at den først virker efter 100 km/t og da Brawn bilerne startede på de blødeste dæk tog de starten før KERS nåede at virke.
Første sving i Monacos Grand Prix 2009
Podiet i Monaco
Monaco er et specielt løb. Der sker mange ting og derfor har jeg oprettet to billedgallerier til denne Dagen Derpå. Det ene er fra løbet, mens det andet handler om lidt af det, der gør Monaco så specielt.
De tre Hotte fra Monaco
1. Jenson Button og Brawn Grand Prix
2. Ferrari kunne give Brawn GP kamp
3. Force India for at komme ud af Q1 og kæmpe med om point
De tre Notte fra Monaco
1. ’Budgetgate’ – Nu vil vi gerne have en afklaring på, hvad der kommer til at ske i 2010.
2. Toyota og BMW Sauber deler denne plads for deres elendige præstation denne weekend.
3. Monaco hører til i Formel 1, men så længe man ikke kan trække et par dårlige resultater fra i mesterskabet, så køres der alt for sikkert.
Dagen Derpå er et udtryk for skribentens egen holdning, og repræsenterer ikke nødvendigt BMF1's holdning.
Har du kommentarer til Dagen Derpå, så kan man bruge BMF1's Facebookgruppe.