KERS var årets joker. Her på BMF1 spåede vi vinderen af VM vil blive det team, der har den bedste KERS. Siden er vi blevet klogere. Det samme er flere Formel 1-teams blevet.
Renault kører on-off med KERS. Ferrari har kørt med en bil både med og en uden KERS.
Renault har nu valgt at droppe KERS til fordel for ballast i de to kommende løb. Barcelona har en rigtig langside, hvor KERS vil give en fordel, men også en masse sving, hvor KERS ikke kan bruges. Her betyder balance mere end hestekræfter.
Skal/skal ikke køre med KERS?
Løbet efter er i Monaco, og selv om der er tre steder hvor KERS kan være en fordel, så er det meget korte accelerationsboost man kan få.
På en bane så smal som Monaco er det sandsynligvis spild af gode hestekræfter. Op af bakken mod Casino Square, delvis i tunnellen og op af langsiden er de tre steder, hvor KERS kan være en fordel.
KERS vil måske give en fordel op ad bakken mod Casino Square
Red Bull Racing, som også kører med Renault-motorer, har ingen planer om at indføre KERS i det succesrige RB5-chassis. Toyota, som også er et hold, der har overrasket positivt i år barsler heller ikke KERS.
Det fortalte Timo Glock efter løbet i Bahrain.
“I øjeblikket har vi ingen planer om at bruge KERS.”
Når Toyota kan køre pole positions hjem uden KERS, hvorfor så bruge det cirka 40 kg tunge aggregat?
Red Bull teamchef Christian Horner udtaler om KERS.
“Hvad angår ultimativ performance, så føler vi ikke, at det (KERS) har vundet sin plads på vores bil endnu, men det betyder ikke, at det ikke kan ske i fremtiden.”
”Vi bevarer et åbent sind omkring KERS, men i øjeblikket er der ikke fastlagt nogen dato for at introducer dette.”
Ferrari er et hold, der er hårdt ramt af KERS. F60-modellen er bygget op omkring KERS, hvilket giver problemer, da man ikke bare lige kan fjerne KERS uden en påvirkning af bilens balance. Det bekræfter Ferrari teamchef Stefano Domenicali.
”Vores projekt blev bygget omkring KERS, og det er meget svært at ændre hele bilen, med tanke på at KERS ikke skal være der, så vi arbejder på at finde det bedste kompromis.”
Ferrari har bygget F60 med udgangspunkt i KERS. Det betaler teamet for nu.
Tilbage til Renault, hvor Flavio Briatore udtaler, at Renault måske vil bruge KERS på et par andre baner, men ikke lige nu. De umiddelbart mest logiske baner at bruge KERS på er Monza, Spa-Francorchamps og Suzuka på grund af de lange langsider.
Med tanke på, at FIA vil tillade den dobbelte boosteffekt på KERS til næste år samtidig med at minimumsvægten bliver hævet, er det svært at forestille sig, at flere teams ikke vil tænke i KERS-baner omkring 2010.