Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 22/3 2006 klokken 10:03
Efter Malaysias Grand Prix er BMW Sauber og McLaren blevet pålagt at ændre på konstruktionen af deres vinger, inden næste løb i Australien, da de flekser for meget.
De to hold var ellers med til at underskrive en officiel klage mod Ferrari for selv samme forseelse. En klage der dog aldrig blev indleveret til FIA.
En BMW talsmand udtaler dog, at FIA ikke har indgivet en officiel klage, men indrømmer at de har fået en henstilling om at lave en mindre ændring af deres vinger.
”Vi har, af FIAs tekniske delegation, mundtligt fået besked på at ændre en bestemt detalje på vores hækvinge inden løbet i Melbourne,” uddyber BMW talsmanden, der tilføjede, at det ikke er usædvanligt at holdene får disse beskeder.
Ifølge BMW var det kun Nick Heidfelds bil der fik en påtale, eftersom Villeneuves bil efter løbet blev checket igennem og bestod.
Hos McLaren drejer det sig om en vedhæftning på deres anden vinge, der ifølge en McLaren talsmand skal ændres.
”En mindre detalje omkring en vedhæftning på vores anden vinge, er blevet påpeget af FIA,” siger han. ”Denne del skal rettes inden vi kommer til Australien.”
Hos Ferrari er tonen en hel anden, eftersom Jean Todt afviser at de er blevet pålagt at ændre på noget, men understreger, at de selvfølgelig vil efterleve kravene fra FIA, hvis de skulle komme med nogle.
”Hvis der er noget FIA ønsker os at gøre, vil vi naturligvis gøre det,” udtalte Jean Todt.