Henrik Fisker, manden bag bl.a. Aston Martin DB9 og nu også indehaver af sit eget bilmærke, ser udviklingen omkring indførsel af KERS i Formel 1, som særdeles spændende.
Under den netop afholdte klimakonference i Bella Centeret i København, var Henrik Fisker indbudt som gæstetaler, hvor han fortalte lidt om, hvordan man i fremtiden kan være miljørigtig, men samtidig have en lækker luksusbil.
Et par timer før Henrik Fisker gik på scenen for at fortælle om Fisker Automotives grønne profil, havde jeg fornøjelsen at få et lille interview med ham.
Her fortalte Fisker mig, at han jo helt åbenlyst elskede hurtige biler, som vi alle kender som syndere indenfor det globale miljø regnskab. Da han fandt et amerikansk militær køretøj, der havde den smarte kombination af el-motor og en traditionel motor, som man også kan finde i Fisker Karma, var han ikke sen til at høre, om der var restriktion på denne opfindelse, så kun militæret kunne anvende den. Det kan vi nu konstatere, at der ikke var.
Det betyder så, at Fisker Karma, fungerer udelukkende som en elbil, der har en benzin motor, hvis man skulle begive sig udenfor bilens 80 kilometers radius ved ren elkørsel.
Fisker Karma
Bilen, der går i produktion om et år, er noget af en skønhed. Og at den så i snit forventes at køre omkring 40 kilometer på literen, ved kombination af strøm fra batteriet og anvendelse af den 400 HK stærke dobbelt turbomotor, gør det ikke dårligere at investere i denne bil, hvilket omkring 1.300 personer allerede har gjort, her under Al Gore.
Så hvis du allerede nu ved, at du skal have en ny bil om to år, så er der vel ikke meget at tænke over!
I løbet af vores samtale, kom vi også ind på Formel 1, hvor han også oplyste at han jævnligt læste Formel 1 nyhederne på BMF1. Her kom motorsporten og Fisker så i spil.
At Formel-1 begynder at genanvende noget af den spildte energi der bliver genereret fra bremserne, tror Henrik Fisker, kun er starten.
”Om få år vil teknik, der ligner den vi anvender i Karma, også komme til Formel 1 og andre motorsportsklasser,” lød det fra Fisker med stor sikkerhed.
”Når det bliver lovligt, kunne man også meget vel se en Fisker på banen,” sluttede den danske bildesigner.