• Forside

Teknik fremfor motorer

Max Mosley sidder i dag i møde med det relativt nye Formula One Teams Association omkring den teknologiske fremtid i Formel 1, og afhængig af hvilken side man ser mødet fra, ser det sort ud for den ene part.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 21/10 2008 klokken 14:10

Formel 1 skal ikke længere være det samme pengeoverforbrug og miljømisbrug som det har været igennem mange år. Teknologien fra Formel 1 skal kunne benyttes i større grad end tidligere i den moderne bilindustri, og det er for lidt teknologi, der kan flyttes fra de eksisterende teknologier.

Derfor skal der ske ændringer, og i dag kommer Max Mosley med et bud på et sæt retningslinier, der gør Formel 1 ”grønnere” og billigere i fremtiden.

Det sker ikke igennem forskning i superavancerede motorer og gearkasser, der gøres 100 gram lettere på bekostning af 200 millioners udviklingsomkostninger. Derfor skal flere ting i Formel 1 standardiseres, og her indgår motorerne i Formel 1.

Ved at gå efter en standardisering af motorerne kan man ikke hente ekstra hestekræfter ud af et alt for dyrt udviklingsprogram. Derfor agter Max Mosley, som det ser ud lige nu, at stå fast på en standardisering af motorerne. Det sker dog ikke for at gøre Formel 1 til en mærkeklasse, men for at åbne op for udviklingen af nye teknologier, hvor af det meget omdiskuterede KERS-energisystem indgår.

Ved hjælp af standardmotorer skel performancefordelen findes i innovativ teknologi som KERS

KERS vil blive en del af løsningen på fremtidens energioverforbrug, og derfor skal man i Formel 1 være med til at udvikle denne teknologi, så den kan blive implementeret i personbilsindustrien.

Eller som Max Mosley selv siger det:

”KERS vil være en essentiel del af alle køretøjer i fremtiden. FIA’s intention er derfor at gøre KERS til en performancedifferentiator i Formel 1 og udvide dens betydning fra 2011.”

”Det vil give Formel 1 langt mere relevans og kredibilitet end voldsomt dyre racermotorer eller ekstremt lette og sofistikerede gearkasser, hvor begge er næsten irrelevante indenfor moderne vejtransport.”

Det gavner ikke personbilsindustrien, at Honda udvikler en ny forvinge, der kan generere mere downforce

Med mere eller mindre ens motorer vil KERS kunne være udslagsgivende. Dog vil Max Mosley ikke have en standardisering af KERS, da det netop er ingeniørernes arbejde at udvikle disse systemer mest muligt.

”At standardisere en ny teknologi, der er så relevant i forhold til det største problem mod vejtransporten – energiudnyttelse – mens man samtidig tillader en fortsat udvikling på irrelevante områder som Formel 1 aerodynamik, er ikke rationelt.”

”Teknologier som KERS såvel som opsamling og genbrug af udstødningsenergi og varme, vil blive den fremtidige performancedifferentiator i Formel 1. Ikke gammel eller nytteløs teknologi som ultra-highspeed motorer eller Formel 1-specifik aerodynamik.”

RELATEREDE NYHEDER