• Forside

Williams-test til kommende Formel 2-mester

Ifølge Williams F1 vil vinderen af den genopstandne Formel 2-serie automatisk få en test i en af teamets blå-hvide biler i slutningen af sæsonen.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 6/10 2008 klokken 15:10

Ved en såkaldt ”launch event” i sidste uge offentliggjorde Williams F1, at vinderen af den genstartede Formel 2-serie vil få tilbudt en test i en af teamets Formel 1-biler i slutningen af sæsonen.

Man vil dog starte i Williams simulator, inden de håbefulde, staldkåde, unge kørere slippes løs på asfalten.

Over to årtier efter at F2-serien blev erstattet af Formel 3000 afløseren, GP2, genopstår F2 fra næste sæson i en ny FIA-kontrolleret løbsserie. Årsagen er, at man vil forsøge at lave en mindre kostbar og lettere vej til det forjættede land i Formel 1.

En test i Nico Rosbergs Williams-racer bliver virkelighed for den kommende F2-mester.

Williams står bag designet af det nye Formel 2-chassis, som vil blive bygget og vedligeholdt af tidligere F1-kører Jonathan Palmers firma ’MotorSport Vision’, det samme som er ansvarlig for Brands Hatch og flere andre britiske baner.

Der er store forventninger til det nye Formel 2, som mange mener, vil åbne dørene for adskilligt flere talenter og kommende F1-talenter. Bilerne kun koster kun en lille del sammenlignet med alternativerne i dag.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.