Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 30/9 2008 klokken 12:09
Det kunne lyde som om, at Luca di Montezemolo er bitter over det totale kollaps som Ferrari oplevede, da vi i weekenden overværede Singapores Formel 1 Grand Prix. Løbet var det tredje bybaneløb i år og det første der blev afviklet i kunstig belysning, men det er ikke grunden til at han er mod de nye bybaner.
”Bybaner har altid været meget svære at overhale på og ved at indfører flere af slagsen, bliver det ikke bedre,” lød det tørt fra italieneren.
”At vi så skal have en sikkerhedsbil på banen for at gøre løbene spændende, er med til at gøre det endnu værre”, tilføjede han.
Di Montezemolo vil tage emnet om safetycar op med de andre hold inden næste løb, da han mener man er på afveje.
”Når safetycar kommer på banen, startes det store lotteri. Den der kommer bedst ud af situationen, er ikke nødvendigvis den bedste pilot, eller har det bedste hold, det er bare den, der rammer sikkerhedsbil udkørslen mest heldigt. Noget vi på ingen måde kan forberede os på.”
Han er også bange for, at vi vil se flere bybaner i fremtiden, bybaner hvor safetycar oftere vil komme på banen og lotteriet igen vil komme i spil.
”Inden Piquets uheld, så vi et løb, hvor der bare blev kørt rundt og rundt, uden nogen form for spænding.”
”Som tilskuer, er det helt sikkert en ganske god oplevelse, men som TV seer og tilhænger af sporten og de gode overhalinger, var der tale om endnu et kedeligt løb," sluttede Ferrari præsidenten, der er sikker på, at Ferrari stadig kan nå at vinde begge mesterskaber.