Skulle det være Spa-Francorchamps eller Monza? Det var diskussionens stridskerne i foråret, da årets Formel 1 tur skulle planlægges. Monza havde vi besøgt sidste år, så det var nærliggende at vælge det belgiske Grand Prix i år. Plusser og minusser blev fundet, og Monza vandt på plusserne. Derfor sidder jeg nu på Hotel Embassy og skriver dette.
Plusserne ved Monza strækker sig til mere end en legendarisk bane, men også atmosfæren, maden og vejret spillede ind, hvor Spa-Francorchamps godt nok lokkede med de forførende ord Eau Rouge, La Source og Blanchimont. Til gengæld viste det sig, som du nok har set på tv, at Monza skulle vise sig fra ’Spa’-ske dimensioner, men det var der ingen, der havde forventet, da turen blev bestilt.
Det gjorde dog heller ikke noget for det endte jo med en rigtig spændende weekend, som startede torsdag klokken 13.40 i Fredericia for vores vedkommende. Det var her vi skulle samles op af bussen, der skulle køre os til Monza, men der var allerede en mindre forsinkelse fra start. 2 deltagere dukkede aldrig op, så bussen var en halv time forsinket, da den nåede os, Fra Fredericia skulle der samles to deltagere op i Kolding, og et par deltagere blev samlet op ved grænsen inden den tyske Autobahn ventede.
Der blev hygget på busturen til Monza
Der var ikke de store problemer med trafikken, og der var masser af plads i luksusbussen, som kun var lidt over halvt fyldt. Stemningen var høj, øllerne gled ned uden problemer og sove gjorde man på sæderne eller liggende på gulvet. Vi var på vej mod Monza og de frie træninger. Vi var kun lettere forsinkede, da vi passerede grænsen mellem Schweiz og Italien.
Det var først, da vi nåede Monza by, at vi blev forsinkede. Trafikken var omdirigeret og ved alle kryds stod politiet og sendte bilerne i alle andre retninger end den GPS’en ville have os til at følge. Det betød, at vi først ankom til banen ti minutter før den første træning startede, så der var ikke tid til andet end at komme afsted for at komme ind på banen, da den første Formel 1 motor blev startet op. Heldigvis er der fri adgang til de fleste tribuner om fredagen, så vi endte hurtigt og heldigt på de overdækkede tribuner ved start/mål-langsiden.
En BMW Sauber kører ud til den første frie træning
Det var rigtigt heldigt for godt nok regnede det ikke klokken 10, men det gjorde det meget snart. Himlen og banen var så mørk, at man ikke kunne se hvad klokken var på ens armbåndsur uden at bruge baggrundsbelysning. Himlen åbnede sig og lyden fra F1-motorerne blev afløst af store tordenbrag. Der blev ikke kørt meget i den første frie træning og den efterfølgende GP2 træning blev udskudt en time, mens banens officials kæmpede med at få gjort banen tilpas tør efter at regnen var stoppet.
Så regnede det
Pitten klokken 11.20
Solens optørring af banen skabte dog en voldsom luftfugtighed, og resten af dagen foregik i solskin. Vi fik prøvet andre tribuner både på inderkredsen og ydersiden af banen. Erfaring er altid godt at få , og vi fik nogle nye fif til, hvor man kan bestille tribuneplads til en anden gang man skal besøge Monza-banen.
Kamui Kobayashi under den udskudte GP2 træning
På bagsiden af banen ligger helikopterlandingspladsen. Et meget travlt sted denne weekend, og blandt de prominente personer, der ankom i helikopter til banen var Bernie Ecclestone, Flavio Briatore og Michael Schumacher. Inden bussen kørte til hotellet var der også tid til at møde TV2-kommentator Jens Winther Jr og motorsportsfotograf Peter Nygaard.
Flavio Briatore og Bernie Ecclestone ankom med samme helikopter
På grund af den sene ankomst til banen havde der ikke været meget tid til at friske sig op, så det var nogle beskidte turdeltagere, der glædede sig til at varmt bad på hotellet, da vi kørte fra banen klokken 19. Deltagerne fra BMF1 og deltagerne fra Round Table Danmark gik i fælles flok ned på et lokalt pizzeria, hvor aftensmaden blev nydt, inden dagen sluttede med en drink på en bar.
Fredagens mad blev indtaget på det lokale pizzeria
En lang bustur og en våd og fugtig fredag på Monza var endelig slut. I morgen skal vi af sted klokken 8.30, og inden da skal morgenmaden overstås og tasken pakkes med drikkevarer, kamera og regntøj. Derfor takker jeg af nu for sengen kalder og vi skal tidligt op.
David Coulthard foretager en prøvestart
Fabriks-Toyota foran kunde-Toyota
Sebastian Vettel lige efter Variante Ascari
Verdensmesteren i den røde Ferrari
Romain Grosjean klar til GP2 kvalifikation
Sebastien Buemi ud af Parabolica
Dyr parkeringsplads
Kangaroo TV-piger
Vodafone McLaren Mercedes-pigerne fra den ene af de to OTM boder
I morgen kommer beskrivelsen fra lørdag og torsdag kommer beskrivelsen fra søndag.