Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/9 2008 klokken 10:09
Der skulle have været tre løb tilbage i den danske Formel 1 i biografen-kalender, men desværre bliver løbet på søndag fra Monza-banen i Italien årets sidste. Produktionsselskabet bag Formula One in Cinema meddelte i går aftes Nordisk Film, at de ikke er i stand til at transmittere fra Singapore og Kina.
En trist mail fra Nordisk Films salg & marketingdirektør Jakob Elkær-Hansen proklamerede, at weekendens løb fra Monza ender med at blive den danske sæsons sidste løb. Til stor ærgrelse for Nordisk Film, da det ikke er dem, der har trukket stikket, men derimod F1incinema der har meddelt, at de på grund af toldproblemer ikke er i stand til at transmittere fra de to fjernøstlige lande.
Hvad der ligger i ordet toldproblemer ved hverken Nordisk Film eller BMF1. På F1incinema står der intet om aflysningen endnu, men for os Formel 1-fans er det smadder ærgerligt. Nordisk Film er dog endnu mere kede af det for nu skal de solgte billetter refunderes, og det er et større arbejde med at få opsporet køberne, der har glædet sig til disse transmissioner.
Så skulle DU have købt billet til enten det ene eller begge løb, så får du pengene refunderet i den biograf billetten er købt til.
Begge løb var ellers imødeset. Singapore for at være et natløb med meget store forventninger til det kæmpe lysanlæg, der er udviklet specielt til højdefinitionssignalet. Shanghai fordi det er et morgenløb og Nordisk Film derfor har taget en chance for det er jo ikke tidspunktet man normalt sidder i biografen.
Her fra BMF1 kan vi kun sige, at vi har nydt de løb vi har overværet, og vi er selvfølgelig på plads ved flere løb, når det går løs i 2009 igen. Denne gang med en målsætning om at vise alle sæsonens løb.
Som en lille bonusinfo kan det nævnes, at Nordisk Film er ET af kun fem biografselskaber i verden, der viser højdefinitionssignalet.