BMW’s teamchef nægter at kommentere på den seneste tids rygter, der går på, at den dobbelte verdensmester, Fernando Alonso, skulle stå overfor et umiddelbart skifte fra Renault til det tysk-schweiziske team.
Seneste version af rygtestormen tog til umiddelbart efter løbet på Spa i sidste weekend. Kort efter at det ternede flag var faldet, forlød det fra flere sider, at Alonso fra og med næste sæson starter i de blå-hvide biler.
“Jeg vil ikke deltage i denne form for spekulation,” udtaler Mario Theissen til den tyske avis Bild.
Dr. Mario Theissen.
“Vores kørerbeslutninger er blevet udsat, og vi vil senest annoncere den ved slutningen af sæsonen.”
De spanske medier er på deres side sikre i sagen. Avisen Marca fastholder således, at BMW Sauber, efter det Italienske Grand Prix på Monza den kommende weekend, vil annoncere at Alonso kører med BMW Power i ryggen efter denne sæson.