KERS, Kinetic Energy Recovery System, er stadig under udvikling, men flere teams er allerede i fuld gang med at afprøve det nye system. Men systemet er stadig usikkert og i nogle tilfælde direkte livsfarligt.
Forleden fortalte vi om en brand hos Red Bull, der opstod i en af bygningerne og krævede slukningskøretøjer fra nærliggende Milton Keynes. Nu viser det sig, at branden opstod, da teamet testede en komponent der skal bruges til netop KERS-systemet.
Hos Red Bull var det en forholdsvis udramatisk affære. Ingen kom til skade og bygningen hvori branden opstod, blev evakueret i god ro og orden. Men hos BMW Sauber, var en mekaniker direkte i livsfare.
Flere teams, herunder BMW Sauber, er i dag startet på en fire dages test på Jerez-banen af blandt andet KERS, og det var her endnu et uheld skete.
Teamets testkører, Christian Klien, var ude og køre et par installations-omgange, da han returnerede til pitten i en modificeret 2007-udgave.
BMW Sauber kørerne foran Petronas Towers
En mekaniker, hvis arbejde består i at skubbe bilen tilbage i garagen, rørte ved bilen og blev øjeblikkeligt slynget om på jorden, da han blev udsat for et kraftigt elektrisk stød.
Ifølge teamet, blev den uheldige mekaniker kørt til skadestuen, men fik kun mindre og overfladiske skrammer, på venstre hånd og arm.
"Da teamet stadig er ved at undersøge hændelsen, var bilen ikke ude at køre om eftermiddagen," siger en talsmand fra teamet.
Det antages at man ikke vil teste KERS yderligere under de resterende tre dages test.