• Forside

Schumacher vil levere varen i 2006

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/1 2006 klokken 21:01

Selvom Michael Schumacher er i sin karrieres efterår, er der efter mesterens udtalelser at dømme masser af kampvilje tilbage.


Hvis det står til Michael Schumacher, der tirsdag fylder 37 år, så er der masser af tysk vilje og stædighed tilbage i krop og sjæl, og et 8. verdensmesterskab ligger ifølge tyskerens hjemmeside absolut indenfor mulighedernes rækkevidde.


Efter at have domineret Formel 1 totalt siden 2000 kan den netop afsluttede sæsons skuffende 3. plads ikke lægge en dæmper på optimismen, og man sidder med en fornemmelse af, at mesteren underspiller det italienske teams chancer.


”Lad os håbe på en bedre sæson,” udtaler tyskeren. ”Det ser ikke helt dårligt ud, og mange ting peger i den helt rigtige retning.”


”Bedst af alt ser jeg den samme kampånd (hos Ferrari, red.), som jeg selv føler. Vi er på den samme side i bogen. Vi ønsker at spille en dominerende rolle i 2006 og derfor går vi efter titlen igen,” slutter Schumacher.


Om tyskeren nu også er i stand til at levere den vare, som han selv reklamerer så brændende for, er der delte meninger om. Men kompetencen er ikke desto mindre til stede, og resultaterne taler sit eget tydelige sprog.


Siden sin F1-entre i 1991 har tyskeren haft 230 starter med 106 i første startrække, 84 sejre, 142 podieplaceringer, 64 pole positioner, 69 hurtigste omgange, 4.742 førte omgange og 1.248 points.


Derimod kan man have sin tvivl om kompetencen hos visse af de gamle drenge, der nu på stribe melder sig med diverse ekspertudtalelser.


Nu f.eks. Keke Rosberg, F1-kører fra 1978-1986, og verdensmester i 1982 for Williams. Et mesterskab finnen halede hjem trods det, at han kun vandt et enkelt løb i sæsonen.


Nogle læsere vil med god ret spørge, med hvilken ekspertise en halvkorpulent 57-årig F1-veteran kan udtale sig om nutidens højteknologiske motorsport og enkelte køreres muligheder for at vinde et mesterskab. Men Rosberg fælder ikke desto mindre sin dom.


”Han vinder ikke flere verdensmesterskaber,” udtaler eksmesteren kort om Schumacher i sidste måneds udgave af F1 Racing. ”Verden – og verdensmesterskabet – tilhører nu de unge.”


Ta den, Schumacher. På din fødselsdag.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.