BMW Sauber F1’s erklærede mål for 2008 var at gøre tvekampen i toppen til en trekamp og vinde deres første sejr. Disse mål er nu nået i fornem stil, idet første sejr var en højst uventet dobbeltsejr.
Inden løbet gik i gang måtte man dog reparere asfalten efter kvalifikationen, fordi den smuldrede væk flere steder. Det er absolut ikke godt nok, ligesom det er for dårligt at biler ikke kan blive fjernet fra banen uanset hvor de holder. Gilles Villeneuve banens driftsledelse bør altså virkelig tage sig sammen.
Robert Kubica fejrer sejren på podiet i Canada, 2008.
Efter starten trak Hamilton godt fra og stak af fra Kubica, der havde held til at holde Räikkönen bag sig. At Kubica havde problemer med at følge Hamilton skyldtes ifølge Kubica at det valgte dæktryk ikke var optimalt – han fik Pitten til at justere dæktrykket på næste sæt dæk og kunne forbedre omgangstiderne herefter.
I første stint var Heidfeld faktisk den eneste, der næsten kunne følge Hamiltons tempo og det til trods for at Heidfeld var i trafik og skulle overhale nogle forankørende, blandt andet Barrichello som overhalede Heidfeld i starten. En bemærkelsesværdi udvikling, når Heidfelds problemer med at få temperatur i dækkene tages i betragtning. Disse problemer er måske ved at finde en løsning?
Nick Heidfeld foran Rubens Barrichello, Canada 2008.
Således leverede Quick Nick den næst hurtigste omgang i løbet – 1m 17,430, kun overgået af Kimi – 1m 17,387. Alligevel er der rygter om hans måske manglende fremtid hos BMW, men det er måske mest blandt den del af motorsportspressen, der ikke har noget fornuftigt at skrive…
Ferraris Kimi var jo i øvrigt overalt på nakken af Kubica i første stint og også for spændingen i løbet var det ærgerligt at Hamilton tog farten af på Ferrariens bagende i ved pitudkørslen. Omvendt leverede denne hændelse netop sensationen: BMW Saubers dobbeltsejr og Red Bulls Coulthard nr. 3.
Kimi Raikkonen foran Nico Rosberg, Canada 2008.
Før 2-stopperne havde kørt første stint færdig, var Adrian Sutils gearkasse færdig og fra 14. omgang holdt han stille i kanten af banen, et sted hvor det åbenbart var svært at få ham væk. Det førte til safetycar og Hamiltons forspring forsvandt igen. Da pitlane åbnede kørte en række af 2 stopperne ind og de og deres pitcrews kæmpede hårdt for at komme først ud igen.
Top 3 kører i pit. Hamilton kom sidst ud og overså det røde lys.
Sammenstødet i Pitten blev vel udløst af, at mens Ferrari halvt om halvt har haft succes med at videofilme BMW Saubers pitcrew under en test på Paul Richard i Frankrig for at aflure hvorfor deres pitstop er de hurtigste hver gang, så havde McLaren ikke efterabet det endnu (måske er de bange for at blive knaldet for spionage igen), hvorfor Hamilton, trods det at han kom først i Pit af de 3, kørte sidst ud.
Kubica var først, men Räikkönen kørte blot ud på siden af ham og parkerede på ydersiden af Kubica ved det røde lys.
Hamilton overså at de holdt stille og forsøgte at undvige til venstre for Räikkönen, hvor der var plads, men nåede det ikke og ramte Ferrarien skråt bagfra. Rosberg blev fanget i ”harmonikaen” og påkørte Hamilton. Kubica slap nådigt, Hamilton og Räikönnen måtte udgå, mens Rosberg måtte en tur rundt uden frontvinge og derpå hente en ny i piten.
Kubica holdt sin koncentration og trak ud på banen da lyset skiftede til grønt. Han var nu den førende af de forreste biler på en to-stops strategi. Men han blev fanget i trafik og måtte køre bag langsommere biler indtil den sidste, Timo Glock, på ét-stops strategi kørte i pit, på 42. omgang.
Herefter havde Kubica 7 omgange til at køre 21 sekunder ind på Heidfeld, der jo skarpt set var skiftet til en et stops strategi, for at nå ud foran Nick efter 2. pitstop. Kubica sled hårdt i cockpittet med næsten kvalifikationstider for at nå det og det lykkedes, idet han dog først måtte overhale Heidfeld, der til syneladende ikke gjorde det særlig svært for ham.
Efter sit 2. pitstop på 49. omgang droslede Kubica lidt ned for tempoet og kørte sejren sikkert i hus, velvidende at Heidfeld havde gjort sit til at gøre det svært for Alonso at komme forbi.
Alonso forsøgte sig flere gange mod Heidfelds langsommere bil på de hårde dæk og tungt lastet med benzin, men det lykkedes ikke og på 45. omgang spandt Alonso af og sluttede uden point, på en dag hvor han ellers kunne have stået på podiet.
Nick Heidfeld foran Fernando Alonso
Den glæde tilfaldt i stedet Coulthard i Red Bull raceren, der med en perfekt et stops strategi lagde de øvrige to stoppere og resten af feltet bag sig. Han kan håndværket endnu, feltets alderspræsident.
Coulthards team kollega, Mark Webber kørte godt i første stint, men 2 stops strategien brød sammen overfor et stopperne i dette løb, nok mest på grund af safetycar perioden, der lukkede hullet i slutningen af første stint. Webber endte således som nr. 10.
Løbet gik godt for Toyota, der med begge biler på et enkelt pitstop meget sent i løbet, kom højt op i feltet, trods hurtigste tider på 1m 18,8 – 1m 19,1 sekunder og dermed noget langsommere end de hurtigere.
Således sluttede Glock lige under Podiet på en 4. plads og Trulli på en 6. plads, der i øvrigt kunne være blevet en 5. plads hvis ikke Glock med en kørerfejl i sving 1 havde sænket Trulli så meget at denne måtte slippe Felipe Massa forbi. Lidt ærgerligt for Toyota og Trulli, men han var tilsyneladende ikke vred på Glock bagefter – den slags sker jo desværre.
Massa havde heller ikke en heldig dag, men med imponerende kørsel fik han alligevel kæmpet sig op på en efter forholdene imponerende 5. plads. Ved Massa’s første pitstop (19. omgang) var der noget galt med Ferraris påfyldningsslange, så han måtte rundt en omgang mere og så i pit igen på 21. omgang.
Det kastede ham helt ned bag i feltet og med et 3. pitstop på 53. omgang er det svært at blande sig i toppen, på en dag hvor selv 2 stopperne havde store problemer med at holde 1 stopperne bag sig.
Massa foran Kovalainen, Canada 2008.
Men Massa leverede løbets og en af årets flotteste overhalinger i hårnålen, hvor han med en perfekt linie overhalede Barrichello og Kovalainen indenom i en glidende bevægelse.
Hondas Rubens Barrichello havde i øvrigt leveret en solid indsats på en 1-stops strategi, hvor han på et tidspunkt førte løbet og helt til 59. omgang lå til en 4. plads. Men på 59. omgang havde han en afkørsel fordi det andet sæt dæk ikke havde helt samme grip i banen som det første og måske spillede banens dårlige asfalt også ind. Således fik han en 7. plads.
Button derimod måtte starte fra Pitlane fordi de ændrede på undervognens setup senere end normalt tilladt og Button endte som nr. 11 efter et hårdt løb.
Toro Rossos Sebastian Vettel kørte en solid 1-stop strategi hjem til en 8 plads og det sidste point. Tankanlæg problem i pitten havde dog nær kostet ham dyrt, hvilket en samlet pit-tid på over 44 sekunder mod andre 1-stopperes ca. 30-31 sekunder vidner om. En således alt i alt imponerende præstation fra en startgrid placering som nr. 19.
Kovalainen var en af dem, der blev hængende bag Vettel og på grund af graining på dækkene kunne han aldrig presse bilen så meget som det var nødvendigt og han sluttede på en skuffende 9. plads.
Nico Rosberg startede fra 5. gridposition, og det gik egentlig fint, indtil han fulgte efter Hamilton ud af piten og ved sammenstødet mistede han næsen og måtte rundt og i pit igen for at få en ny næse. Med en samlet pit-tid på 1m 56 sek er det egentlig imponerende at han kun er 57 sekunder efter vinderen til slut. Rosberg leverede også 5. hurtigste omgang. Hvad kunne det ikke være blevet til?
Rosbergs teamkammerat Nakajima kørte egentlig et flot løb, indtil han ramte Button i et overhalingsforsøg på 47. omgang og ødelagde frontvingen, der hang og dinglede. Ved indgangen til piten faldt den helt ned og ind under fronten, løftede forhjulene og Nakajima kunne hverken styre eller bremse og torpedrede pit væggen og måtte udgå.
Alt i alt en dårlig weekend for Williams, der røg 2 pladser ned i konstruktørernes VM stilling.
Uheldige Nelson Piquet, der mest af alt ligner en pilot, der ikke var klar til at lære at køre Formel 1, havde egentlig en nogenlunde start på løbet, godt nok fra 15. position, men efter et spin ud af banen måtte han udgå med bremseproblemer.
Hvor længe mon Renaults tålmodighed rækker endnu, selvom teamet ind i mellem selv har forårsaget Piquets problemer med forkerte dæk eller for sene pitstop?
Fisichella havde et langt pitstop på 58 sek. på 30. omgang og så endnu et pitstop på 44. omgang, men udgik efter at have ramt muren et sted.
Konklusioner: Et stop strategien gav typisk 2 sekunder langsommere omgangstider, men fordi safetycar perioden spolede 2 stoppernes forspring ind igen, var det ret tæt på at det blev 1 stop strategien, der vandt løbet.
1-Stoppere havde typisk samlet pit-tid på omkring 30 til 33 sekunder, mens 2 stoppere i alt brugte alt fra 1 m 02 sek. til 1 m 31 sek.
Kubica vandt fordi han evnede at køre meget stærkt efter at de sidste 1-stoppere var kørt i pit – for dem hang han fast bagved – og så til han selv skulle i pit for anden gang. Det bragte ham ud foran Heidfeld efter Kubicas 2. pitstop og herefter kunne han cruise sejren hjem.
Heidfeld blev nr 2 fordi han blev skiftet til en 1-stops strategi, hvilket var helt rigtigt set af BMW Saubers strateger.
Coulthard blev 3er fordi han gennemførte en planlagt 1 stop strategi helt perfekt og fordi Alonso igen var for ivrig efter at komme forbi Heidfeld og spandt af og udgik.
Hamiltons fadæse vil blive husket og diskuteret i mange år frem, især hvis han og Räikkönen netop står og mangler de point de kunne have fået i Montreal når Kubica eller en anden måske løfter trofæet efter sæsonens sidste løb.
Men BMW Sauber var heldige i Montreal og de skal forbedre bilens fart endnu mere og stadig undgå fejl, hvis de skal gøre sig håb at bevare føringen helt til efter sidste løb. Der er ingen tvivl om at både McLaren med Hamilton og Ferrari med Kimi og Massa hurtigst muligt vil gøre alt for at slå tilbage.
Der er således lagt op til et yderst spændende løb i Frankrig i den kommende weekend, hvor Hamilton selvfølgelig vil være hæmmet af at han bliver rykket 10 startplaceringer tilbage, som straf for hans stunt i piten i Montreal.