Fernando Alonso, dobbelt F1-verdensmester for Renault, har lovprist BMW Sauber i høje toner, og det skulle han nok ikke have gjort, for nu kværner rygtemøllen lystigt. Dertil kommer, at BMW’s øjeblikkelige stjerne, Robert Kubica, er spanierens nære ven.
Kubica har selv spædet lidt til rygterne ved at udtale, at ”det kunne være rigtigt sjovt” hvis han og Alonso kørte i samme team.
Alonso har til en spansk avis rost BMW Sauber for teamets seneste sejr og øvrige resultater i sæsonen, men han nedtoner – om end ikke meget kraftigt – at han skulle være på vej til Schweiz fra og med 2009.
Nick Heidfeld foran Fernando Alonso, Monaco 2008. Overtager spanieren Quick Nicks sæde i 2009?
”BMW var et team, som var på vej op i sidste sæson, og nu har de bekræftet, at det ikke var en tilfældighed,” er Alonso citeret for at sige til den spanske avis ’Dario AS’.
”De er blevet det tredje store team sammen med Ferrari og McLaren. Robert er en stor ven af mig, og jeg er glad for, at han kæmper om titlen,” fortsætter spanieren.
”Men man ved aldrig, om ens teamkammerat bliver en ven eller konkurrent. Jeg tror dog, at vi fortsætter i hvert vores spor,” slutter Alonso kryptisk.