• Forside

FIA-medlem fastholder Dennis-påstande

Kilden til de seneste dages rygter om at det er McLarens teamchef, Ron Dennis, der står bag FIA-bossen Max Mosleys meget omtalte sexvideo, bekræfter nu, at han står ved sine udtalelser. Der er hermed åbnet for et nyt kapitel i den celebre sag.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/5 2008 klokken 13:05

Radovan Novak, formand for den Tjekkiske Automobil Organisation fastholder nu officielt sine påstande om, at det i virkeligheden er McLaren-bossen Ron Dennis, der er bagmand i sagen om den meget omtalte sexvideo, hvor FIAs præsident, Max Mosley, spiller hovedrollen.

I et interview med Prag-radiostationen ’Radio Impuls’ udtaler Novak, at boulevardavisen ’News of the Worlds’ offentliggørelse af sexvideoen er en udløber af sidste års meget omtalte spionskandale, hvor McLaren, af FIA, blev idømt en rekordstor bøde for, mod bedre vidende, at være i besiddelse af interne, tekniske dokumenter fra ærkefjenden Ferrari.

Ron Dennis ved Lewis Hamilton - fra før verden gik af lave.

Novak er sikker på, at Mosley er blevet lokket i en fælde og at McLaren er involveret i sagen.

”Jeg vil ikke udtale mig om, hvilken slags fælde det var, men jeg tror at det skete på grund af det, som er foregået tidligere,” siger han med henvisning til spionaffæren.

”Når FIA, på anmodning fra Mosley, giver en bøde så signifikant som i dette tilfælde, så giver det en følelse af, at det må hænge sådan sammen.”

Der er dog nogen usikkerhed omkring oversættelsen til engelsk og dermed med meningen af nogle ord i Novaks udtalelse. McLaren har derfor i et brev opfordret tjekken til at uddybe, hvad han helt nøjagtigt mener med udtalelserne.

Uanset McLarens afvisninger udtalte Novak torsdag overfor ’Czech Press Agency’, at han fastholder sine udtalelser.

”Det er helt klart en af de muligheder som ethvert intelligent menneske må overveje,” er Novak citeret for at sige. ”Men måske er Mosley allerede klar over, hvem der står bag.”

I det oprindelige interview med ’Radio Impuls’ udtalte Novak, at Mosleys chancer for at vinde FIAs tillid ved motorsportsorganisationens møde d. 3. juni kan gå begge veje.

Der er 24 medlemmer i FIA (minus Mosley og Bernie Ecclestone), og en afstemning for nylig viste, at 9 medlemmer stemte imod, 9 imod og 6 som ikke afgav stemmer.

”Personligt tror jeg, at sportsklubberne holder fast i Mosley, og automobilorganisationerne, eller de ’mobile’, som de kalder sig selv, vil gå imod ham,” sluttede Novak.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER