McLaren Mercedes-bossen Ron Dennis har kategorisk benægtet, at han skulle være manden bag den omfattende efterforskning omkring Max Mosleys´s seksuelle præferencer.
Mosley har selv startet en undersøgelse, der skal finde bagmændene bag hele afsløringen af den meget omtalte sex-video samt hvorfor man ønsker at skade den siddende FIA-præsident.
Samtidig har Mosley for nylig udtalt, at han stiller spørgsmålstegn ved 'News of the Worlds' kilder, og har til klub-medlemmerne indenfor FIA fortalt, at han er blevet forfulgt, ikke af tabloid-avisen, men af årsager og personer, der endnu ikke er kendt.
Ron Dennis ved præsentationen af MP4-23. 2008
Skandalen har givet masser af grobund for rygter, og nu er Ron Dennis så blevet indblandet i det hele. Angiveligt som hævn for den meget omtalte spionskandale sidste år, der kostede McLaren deres mesterskabspoint samt en rekord bøde på 500 millioner kroner.
"Jeg nægter kategorisk at have noget som helst at gøre med 'News of the World'´s efterforskning omkring Mr. Mosley," siger Dennis til 'The Times'.
Radovan Novak, formand for den tjekkiske automobil union, har i et radiointerview antydet, at Dennis var linket mellem spionskandalen og sex-videoen med Mosley. Som direkte følge deraf er Dennis ved at undersøge mulighederne for, at Novak, god ven af Mosley, skal trække sine udtalelser tilbage.