En film om Michael Schumachers liv fra de første spæde omgange i en gokart til de mesterskabsvindende dage hos Ferrari i Formel 1. Kan det være andet end en blockbuster? Tilmed med Michael Schumacher i hovedrollen som hamselv.
Det er Willi Weber som bekræfter henvendelsen fra Hollywood til det tyske sladderblad Bunte, men siger samtidig, at man ikke har taget stilling til henvendelsen. En film om Michael Schumacher vil dog uden tvivl være populær hos den tyske ex-verdensmesters mange fans og ´fjender´.
Filmen om Michael Schumacher skal blandt andet fokusere på debuten for Jordan.
Det er dog ikke svært at se filmen ende som en katastrofe af samme dimensioner, som ChampCar filmen Driven, NASCAR filmen Days of Thunder og lignende film. Efter Ayrton Sennas død blev der snakket om filmen om den brasilianske folkehelt med spanske Antonia Banderas i hovedrollen. Der bliver også snakket om en film om den canadiske folkehelt Gilles Villenueve, men ingen af de film er indtil videre blevet til noget, og bliver det nok heller ikke ikke.
En film om Michael Schumacher vil nok gøre sig bedre som en dokumentarfilm med klip fra de mange sæsoner i motorsportens mange klasser, her iblandt Schumis eneste Le Mans løb og de få løb i DTM for Mercedes.
Michael Schumacher har dog haft sin filmdebut, som Schumix i den nyeste Asterix film, og som stemme i den tyske udgave af Cars.
Vi håber bare her på BMF1, at det ikke er Renny Harlin, der er kommet med tilbuddet.