Med nye finne på motorcoveret, a la Red Bull, og en super tændt Fernando Alonso bag rattet, brillerede Renault under dagens test på Catalunya-banen i Barcelona. Hvor spanieren har befundet sig i midt-feltet de første tre løb, var det en anderledes dobbelt verdensmester man kunne se i dag.
Hvis man var tysker, hed Schumacher til efternavn og har 39 rekorder indenfor Formel 1, så burde det vel være en smal smag, at sætte en knægt som Alonso på plads? Niksen, for det spanske blod rullede i årerne på Fernando Alonso i dag. I sin R28, satte Alonso nemlig dagens hurtigste tid af alle, med 1:18.483, næsten et sekund foran Michael Schumacher på andenpladsen.
Som vi kender dem
Så helt galt var det dog alligevel ikke for den syv-dobbelte mester, Schumacher. Som nævnt tog han andenpladsen, lige foran Force India´s Adrian Sutil, der sandelig har fået fart i karry-gryderne.
"Det har været en god dag, og jeg var glad for udviklingen med bilen. men vi skal stadig forbedre os, for det ser ud til, at vore konkurrenter også har forbedret sig, så det er stadig svært at se, hvordan vi kan sammenligne os," siger Alonso efter testen.
Renault testede, som andre teams, på slick-dæk, og Alonso var glad for oplevelsen og udtalte, at de gav et meget godt grip.