Lewis Hamilton havde en møgweekend i Bahrain. Specielt løbet gik helt ad h****de til, og Lewis måtte kæmpe hele løbet, men opnåede alligevel ikke et brugbart resultat. Starten af løbet var katastrofalt, og man undrede sig over hvad der skete for den normalt lynhurtige brite.
McLaren har dog siden sidste sæson haft problemer med deres rat. Selv om Lewis Hamilton benægter, at han trykkede på den forkerte knap under sidste sæsons afsluttende Grand Prix i Brasilien, så smed Heikki Kovalainen en hårdt kæmpet fjerdeplads væk, da han ramte pitbegrænseren ned ad langsiden i Melbourne.
Starten på Bahrains GP - Find Lewis
Tilsyneladende har McLaren stadig problemer med deres rat for den dårlige start i Bahrain var helt og holdet Lewis Hamiltons egen skyld. Det bekræfter McLaren direktøren Martin Whitmarsh i et interview.
Det var en procedurefejl, som Lewis Hamilton begik i søndags. Motorprogrammet var ikke indstillet korrekt, og det medførte, at Mercedes motoren startede anti-stallprogrammet. Det var grunden til, at Hamilton smed så mange positioner i starten af løbet.
”Det var en procedurefejl – hans motor stod på det forkerte program og det medførte, at anti-stallprogrammet gik i gang, så han blev passeret af alle, da han prøvede at komme væk fra stregen.”
Martin Whitmarsh vil godt medgive, at Lewis trykkede på den forkerte knap, men han vil ikke give Lewis skylden for den dårlige start.
”Jo, men som et team som Vodafone McLaren Mercedes går vi ikke bare ud i offentligheden og beskylder kørerne for fejl. Er proceduren klar? Er den simpel nok? Vi bliver nødt til at se på alle detaljerne.”