• Forside

Hamilton indrømmer skyld i crash

En totalt havareret McLaren-racer blev resultatet, da briten Lewis Hamilton blev lidt for ivrig på speederen på vej ud af Sving 7 på Sakhir-banen i Bahrain og nu indrømmer han, at det var selvforskyldt.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 4/4 2008 klokken 19:04

Den unge britiske kører, Lewis Hamilton, var ikke bleg for at indrømme, at det helt og holdent var hans egen fejl, da hans McLaren-racer mødte betonbarrieren med høj fart under fredagens træning i Bahrain.

Hamilton mistede kontrollen over bilen, da han var på vej ud af Sving 7, hvorefter barrieren blev ramt med siden af bilen, og billeder fra banen viser det, som man uden overdrivelse roligt kan kalde en totalskadet bil.

Lewis Hamilton under Bahrains Grand Prix i 2007.

Efter ulykken kunne briten heldigvis kravle uskadt ud af bilens sikkerhedszone.

“Det var en skam, at en ellers meget produktiv dag skulle ende med, at jeg glider af banen og rammer barrieren i Sving 7,” udtalte Hamilton kort efter uheldet.

“Jeg pressede bare lidt, men somme tider sker disse ting. Jeg har det absolut fint, og forhåbentlig er der ikke sket for store skader på bilen.”

Den sidste bemærkning lyder unægtelig som om at Hamilton også fik slået hovedet under mødet med barrieren. Enhver forsikringstaksator ville løbe skrigende bort ved synet af McLaren-raceren, og det er usandsynligt at bilen kommer til start til kvalifikationen.

“Vi skulle under alle omstændigheder have udskiftet motor og gearkasse, så forhåbentlig bliver jeg ikke alt for upopulær hos gutterne i garagen,” sluttede briten.

Trods uheldet sluttede Hamilton træningen med tredje bedste tid efter holdkammeraten Heikki Kovalainen. Alt i alt lovende takter forud for morgendagens kvalifikation, som kan følges LIVE her på BMF1 fra kl. 12.55.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER