Ideen med et natløb i Singapore, er god. Det er den generelle opfattelse blandt sponsorer, arrangører, teams og tilskuere, og når Singapore for første gang lægger asfalt til et sådan løb, vil vi herhjemme kunne nyde billederne på tv om eftermiddagen, i stedet for at skulle sidde oppe midt om natten, med kaffekanden klar.
I kølvandet på den grundlæggende idé er der dukket flere løbsarrangører op rundt omkring, der gerne vil afholde et natløb. Seneste i rækken var Bahrain, som også synes det kunne være en interessant idé. Desværre en idé der ikke kan lade sig gøre.
Arrangørerne bag løbet på Sakhir-banen har haft lidt ekstra tid til at overveje planen, og har nu helt droppet den. Ifølge dem selv var der aldrig tale om at afholde natløb, men flere rapporter har mere end antydet deres ønske.
Shaikh Salman bin Isa Al Khalifa, som er Sakhir-banens hovedansvarlige, har nemlig tidligere fortalt til Gulf Daily News, at man i Bahrain bestemt ikke havde noget imod at afholde natteløb, og ikke så noget problem i at oplyse banen om natten.
Bahrain 2007, som det ser ud om dagen
"Det er kun naturligt, at vi har samlet information omkring det, og prøver at afgøre fordelen og ulemperne ved det," sagde han.
I den samme avis fortalte Shaikh Salman til gengæld i går, tirsdag, at et natløb "ikke er på banens dagsorden."
Ifølge en officiel meddelelse fra Bahrain International Circuit, er Shaikh Salmans udtalelser "desværre taget ud af en sammenhæng," som det hedder.
Det kunne være spændende med et natteløb i Bahrain, men der er ikke meget idé i det. Selvom landet ligger i Mellemøsten, er selve tidsforskellen kun på to timer, og det betyder, at vi herhjemme normalt ser løbet senere på eftermiddagen, nemlig et par timer senere.
Hvis et natteløb skal afholdes i Bahrain, forsvinder fordelen for arrangørerne, idet at det TV-publikum, som man går efter ved sådan en begivenhed, ligger og sover trygt i deres senge alligevel.