• Forside

McLaren lobbyer sig til bedste garager

Selv om McLaren sluttede sidst i foregående sæsons Formel 1-mesterskab for konstruktører, så er teamets indflydelse i toppen af F1-cirkusset tilsyneladende stor nok til, at man ikke bliver degraderet til de bageste, mindre garageanlæg under løbene i 2008.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 13/2 2008 klokken 10:02

”Nogle er mere lige end andre,” lyder det ofte, når restbevidstheden udfordres af, at penge og prestige afgør juridiske stridigheder. Ikke sjældent er der blevet peget på, at der gøres forskel på høj og lav i Formel 1, og McLarens ’Garagegate’ er blot en bekræftelse på dette.

Som en konsekvens af spionsagen fra 2007, hvor McLaren blev dømt for at være i besiddelse af interne, tekniske dokumenter fra Ferrari, blev teamet frataget samtlige points i mesterskabet og dømt til en dumbo-plads i mesterskabet og vandt samtidig spillet om at starte med numrene 22 og 23 på siden af bilerne.

Så langt så godt.

De tre første garager er bredere og har de bedste faciliteter for både personale og VIP-besøgende.

Med til æren som sjok-placering hører nemlig også, at teamene vinder retten til at få de dårligste, mindste og fjernest beliggende garager på gridden – men denne regel kan åbenbart sættes ud af kraft under særlige omstændigheder.

Således hedder det i den finske avis ’Turun Sanomat’, at reglen ikke gælder, når der står McLaren på visitkortet. Avisen skriver, at det britiske team, i stedet for bageste garage, nu får garage nr. fem – helt i strid med normalproceduren.

’Turun Sanomat’ skriver, at selveste Bernie Ecclestone, øverste Formel 1-boss, har beordret at man blander kortene igen, således at Formel 1’s ”to største” teams stadig får adgang til de bedste garagefaciliteter i 2008 – dumbo-placering eller ej.

Det hedder videre i avisen, at Bernie endda har presset på for at McLaren kunne få det tredje garageanlæg, men her smækkede Renault carbonfiberbremserne i bund og nægtede at flytte sig en centimeter. Renault sluttede som nr. 3 i seneste mesterskabskamp.

På de fleste baner er de tre første garager væsentlig bredere og har bedre faciliteter for personale og pitgæster.

McLaren vil ikke kommentere rapporten, men det vil vi gerne: Nogle er åbenbart mere lige end andre.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.