”Minderne har man da lov at ha’” hedder det i en gammel revytekst, men det ønsker Honda ikke. De skal viskes bort, for 2007 er ikke en sæson, som japanerne har gode minder fra. Bilen var intet mindre end en katastrofe, og det skal der, ifølge Jenson Button, laves om på.
De nye boller på suppen handler bl.a. om kørervenlighed, aerodynamik og pålidelighed – ambitiøse mål, når man ser på Hondas seneste rædselssæson. Men Button er positiv og mener, at Honda kan nå dem – hvilket han i en vis forstand også får en god løn for at mene.
Jenson Button i Honda, Malaysia 2007.
”RA108 er en fuldstændig ny bil, hvilket betyder at vi starter fra nul hvad angår udvikling af set-up’et,” oplyser Button til Formula One’s website. ”Vi arbejder også på større kørervenlighed mens vi tilpasser os til den nye ECU (elektronisk kontrolenhed, red.).”
Man tænker uvilkårligt på hvor Honda, med deres ringe resultater, startede fra i 2007, hvis de starter fra nul i år. Men det kommer Button ikke nærmere ind på.
”Vores udfordringer afspejledes i hastigheden i vores første test i Barcelona, specielt på de enkelte, hurtige omgange. Men vores konsistens på de lange stræk er klart forbedret.”
”Vi har en god grundmodel med gode, aerodynamiske muligheder og vi har en klar plan for, hvilke områder vi skal koncentrere os om i de kommende test.”
Honda drømmer om en hurtig bil. Her er det dog Rubens Barrichello i den langsomme Honda RA108.
”Det er klart, at der stadig er meget at gøre, for at nå vores mål og det gør vi ikke bare natten over. Men vi har nogle gode folk i teamet og jeg har fuld tillid til, at vi vil gøre fremskridt igennem året.”
Men hvordan mener den positive, britiske kører så, at det vil gå i 2008? Det rykker han ikke ud med.
”Vi har stadig en del vigtige test foran os, så i dette øjeblik vil et svar på det spørgsmål være det rene gætteri,” svarer Button på spørgsmålet, om der ligger en sejr og vinker forude i den kommende sæson.
”Men jeg har tillid til, at udviklingen går i den rigtige retning og at resultaterne ligger lige omkring hjørnet,” slutter Honda-køreren.