Det hårdt pressede Super Aguri-team har droppet planerne om at præsentere sin SA08 for verdenspressen. De første meldinger vi fik tilbage i december lød på en lanceringsdato i januar, så blev den rykket til den 19. februar og nu er begivenheden altså blevet aflyst.
I stedet for det sædvanlige champagne og blitzlys bliver der arrangeret en såkaldt 'meet and greet' for pressefolkene, der i den forbindelse kan stille spørgsmål til teamboss Aguri Suzuki og Mark Preston.
Anthony Davidson, Super Aguri SA07. Test på Sepang-banen 28. marts 2007. Han og kollega Sato er endnu ikke bekræftet
SA08 klarede crashtesten fint i sidste uge og er i aktion på Jerez banen i denne uge. Bilen vil også deltage i begge de kommende tests i Barcelona.
Årsagen til forsinkelsen skal sandsynligvis findes i det faktum, at hverken Takuma Sato eller Anthony Davidson endnu har fået bekræftet deres kontrakter for 2008. Dette skyldes økonomiske vanskeligheder, og teamet er for tiden travlt optaget af at skaffe sponsorer, som i sidste ende kan komme til at bestemme, hvem der skal køre.
Det ventes at SA08 vil blive rullet frem i Melbourne, i direkte forbindelse med åbningsløbet, hvor fotografer og andre interesserede så kan få et glimt af bilen, inden den kører ud på banen.