Kort tid efter den noget anderledes præstation, hvor Nick Heidfeld drønede rundt i den nye F1.08 på førstesalen i BMW Saubers hovedkvarter, udtrykte tyskeren, at han havde betænkeligheder med hensyn til hvordan den nye bil styrede. Heidfeld sagde da, at den ikke var så god som 2007 modellen, der tog teamet til en andenplads i konstruktørernes mesterskab.
Men efter intensiv test i Barcelona for nylig, vender Heidfeld nu tommelfingeren op for den nye F1.08, og på BMW Saubers hjemmeside, gav han en mere lovende karakteristik af bilen.
Nick Heidfeld med tyre- og næsehorn på F1.08. Spørgsmålet er, om det er nok til at indhente Ferrari og McLaren
"Vi kan styre bilen meget mere præcist nu," siger Heidfeld. "Vi kender dog ikke bilen nok endnu. Der er stadig så meget der skal gøres inden sæsonen starter i Melbourne, så det er umuligt at lave nogle forudsigelser."
Nick Heidfeld er en forsigtig mand og trods de mere lovende resultater, er han tilbageholdende med at komme med kommentarer, der kan indikere om F1.08´eren kan følge med rivalerne.
Også teamchefen, Mario Theissen, dæmper forventningerne lidt. Han siger, at forskellen op til McLaren og Ferrari er et halvt sekund. "Det er en kæmpe udfordring. Men vi er, om noget, ambitiøse," slutter Theissen.