• Forside

Australien ude af Formel 1

Bernie Ecclestone har endnu engang lagt pres på arrangørerne af det australske Formel 1 Grand Prix. Hvis ikke arrangørerne makker ret, så står Australien uden et Grand Prix efter 2010.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 3/2 2008 klokken 08:02

Bernie Ecclestone vil have det australske Grand Prix til at investere i et lyssystem, så man fra år 2011, når en evt. kontrakt mellem F1 og Australien er forhandlet i hus vil afvikle løbet som et natteløb i stil med Singapores Grand Prix.

Forklaringer som stigende udgifter ved at afvikle Formel 1 i Australien i staten Victoria preller af på den klejne Bernie. Det selv om premierministeren fra delstaten Victoria John Brumby har prøvet at overbevise Bernie om urimeligheden i ekstra omkostninger. Men Bernie er ikke blevet den han er ved at være blødsøden.

Australien som Formel 1 kontinent forsvinder måske efter 2010, når kontrakten med Bernie Ecclestone er udløbet.

Til News ltd fortalte Bernie, at destinationer som Indien, Rusland og Korea alle bejler til et Formel 1 løb. Sydkorea skulle dog være sikret en plads i kalenderen, men så er der lige Japan som gerne ser både Suzuka og Fuji i kalenderen.

”Måske ønsker vi ikke at komme tilbage til Australien. Vores udgifter er meget høje til det australske Grand Prix, og vi tjener meget færre penge. Det er en rigtig dårlig forretning for os.”

Indiana Motor Speedways ejer Tony George ville ikke betale, hvad Bernie Ecclestone forlangte. Nu er IMS og USA ude af Formel 1 kalenderen.

”Vi har ikke så få steder, som gerne vil have Formel 1 og da det virker som om jeres mand dernede ikke ønsker Formel 1, så kan vi gøre ham glad og en masse andre mennesker glade. Hvis vi skal fortsætte her, så skal det være et natløb.”


Så længe Bernie Ecclestone er ved magten, så længe gives der ikke ved dørene, og selv om vi i fremtiden kan se frem til en kalender på måske tyve løb, så er det maksimale antal løb 20, ikke 21 eller 22. Det er allerede nu muligt at finde baner nok til både 25 og 30 løb i en kalender.


I år ser vi på ny, hvad det koster ikke at følge Bernie Ecclestone. USA er ude af kalenderen, og det er ikke sikkert USA kommer på igen foreløbig, slet ikke i Indianapolis.