• Forside

Barcelona test dag 1 – Hamilton hurtigst

Med Ferrari i Bahrain var der ingen andre teams, der kunne udfordre McLarens topplacering på førstedagen af årets første weekend test i Barcelona. Lewis Hamilton var hurtigst, men det var Fisichella, der bliver snakket om.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/2 2008 klokken 05:02

Lewis Hamilton som hurtigste mand på første testdag er ikke overraskende. Det var det til gengæld, at Giancarlo Fisichella i hans Force India racer besatte den fjerde bedste tid. Plads to og tre gik til Alonso i Renault R28 og Robert Kubica i BMW Sauber F1.08.

BMW Sauber virker til at have fået bedre styr på balancen i F1.08. Med Nick Heidfeld på plads 5 var det ikke længere bevis på en feberomgang fra Robert Kubica. Gary Paffett fik lov at teste MP 4-23 og sluttede ligeforan Nelson Piquet Jr. der også testede i dag.

Robert Kubica i BMW Sauber F1.08 havde fået godt fart i maskinen

Kazuki Nakajima crashede hans Williams FW30 hårdt i det første sving (se nyhed andet sted på bmf1) og det betød, at Williams valgte at trække Nico Rosberg fra dagens test for at fokusere på, hvorfor Kazuki Nakajima crashede.

Mark Webber overraskede ved at køre den nye Red Bull Racing RB4 hajfinnemodellen, men den australske kører sluttede alligevel efter holdkammeraten David Coulthard i den konventionelle RB4.

Mark Webber med den specielle køl på bilen.

Honda har fået ros for deres nye bemaling og den nye RA108 ser teknisk spændende ud i forhold til sidste års RA107, men en løbsvinder er det ikke. Det ved teamet, og det kunne da også ses på resultatlisten, hvor Rubens Barrichello og Alexander Wurz rundede resultatlisten af.

Tiderne stammer fra McLaren, og er som altid uofficielle.

Plads Kører Team Tid Antal omg.
1. Lewis Hamilton McLaren Mercedes MP 4-23 1m22.263 84
2. Fernando Alonso Renault R28 1m22.889 61
3. Robert Kubica BMW Sauber F1.08 1m22.983 66
4. Giancarlo Fisichella Force India F8-VII(B) 1m23.015 100
5. Nick Heidfeld BMW Sauber F1.08 1m23.270 53
6. Gary Paffett McLaren Mercedes MP 4-23 1m23.349 47
7. Nelson Piquet Renault R28 1m23.367 46
8. Sebastian Vettel Toro Rosso STR2 1m23.387 90
9. Nico Rosberg Williams Toyota FW30 1m23.453 12
10. David Coulthard Red Bull Racing RB4 1m23.491 60
11. Mark Webber Red Bull Racing RB4 1m23.547 63
12. Sebastien Bourdais Toro Rosso STR2 1m23.836 65
13. Kazuki Nakajima Williams Toyota FW30 1m23.955 35
14. Rubens Barrichello Honda Racing RA108 1m24.125 55
15. Alex Wurz Honda Racing RA108 1m26.975 26


Testen fortsætter i dag og i morgen. Ferrari og Toyota tester ikke i Barcelona, men er taget til Bahrain, hvor de vil starte med at teste på mandag, mens Super Aguri F1 viser problemerne i teamet ved endnu at være fraværende.