• Forside

Ralf Schumacher fyrer sin manager

Efter et enkelt år, med østrigske Hans Mahr som manager, har Ralf Schumacher besluttet sig for, at deres samarbejde ikke skal fortsætte. Tyskeren, der ikke har et sæde i Formel 1 i år, står således nu uden manager, og det er måske slut for tyskeren indenfor motorsport.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/1 2008 klokken 10:01

Ralf Schumacher, der ikke har et sæde i Formel 1 i år, står nu uden manager, hvilket måske er et tegn på, at det er slut for tyskeren indenfor motorsport.

”Det var en gensidig beslutning,” kom det fra Ralf Schumacher i annonceringen, men der er vel ikke mange der tror på, at tyskeren er tilfreds med sin managers arbejde, efter at det nu er officielt, at han ikke kommer til start i Formel 1 i år.

Tyskerens sidste år hos Toyota viste til tider, vel at mærke når bilen ville som han ville, at han faktisk er hurtig nok, men åbenbart ikke tilstrækkeligt hurtig til at forblive i Formel 1 - og slet ikke hos Toyota, der efterhånden virker en smule paniske i deres jagt på succes.

Sædet hos McLaren viste Schumacher stor interesse for, men Ron Dennis valgte at tage sidste års Renault rookie, Hekki Kovalainen, ind ved siden af Hamilton, for på den måde, at have to unge fyrige piloter ved siden af hinanden, frem for en erfaren herre ved siden af den hurtige Lewis Hamilton.

Sædet hos Force India var vist aldrig rigtigt interessant for Ralf, som fra start af udtalte, at det var en vennetjeneste, at han testede bilen.

Så intet sæde til Schumacher og nu heller ingen manager.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.