• Forside

Brasilians Grand Prix: Opvarmning

Uret tikker ned mod årets sidste Formel 1-løb, og det uden at vi ved, hvem der bliver verdensmester. Vi vil her samle sammen på weekendens nyheder indtil nu og se frem mod løbet, der starter klokken 18.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 21/10 2007 klokken 14:10

Ikke siden 1986 har verdensmesterskabet været så åbent ved starten af årets sidste løb. Kvalifikationen sørgede for, at de tre kandidater, Lewis Hamilton (McLaren), Fernando Alonso (McLaren) og Kimi Räikkönen (Ferrari) starter som nummer henholdsvis 2, 4 og 3. Dermed står Hamilton umiddelbart med de bedste kort på hånden, omend brændstofmængden, kvalifikationen blev gennemført med, kan ændre på det.

Hvis man kigger på tiderne fra kvalifikationen, så var Felipe Massa (Ferrari) hurtigst i tiden 1:11.931, mens Hamilton var 0.151 sekund, Räikkönen 0,391 sekund og Alonso 0,425 sekund langsommere. Det vil ikke være overraskende, hvis de første to af de fire til at gå i pit bliver Massa og Hamilton, hvilket kan åbne op for, at Räikkönen og Alonso kommer forbi. Vi har dog også i tidligere løb set, at det ikke altid er lige let at spå om, hvor meget brændstof den enkelte kører kørte kvalifikationen med.

Inden løbet fører Hamilton mesterskabet med 107 point foran Alonso (103 point) og Räikkönen (100 point). Dermed siger det sig selv, at det ikke er nok for Räikkönen bare at komme forbi Hamilton – der skal mere til. Vi har i "Og verdensmesteren er ..." gennemgået, hvad der skal til for henholdsvis Hamilton, Alonso og Räikkönen bliver verdensmester.

Vejret:

Ifølge www.weather.com, så bliver det tørvejr under løbet. Dagen skulle starte med spredte skyer, som så i løbet af dagen samler sig, men uden at det fører til nedbør. Temperaturen skulle ende på knap 30 grader. Vejrudsigten er dog ustabil og der snakkes også om at der kan komme regn sidst på eftermiddagen, så værd forberedt på lidt af hvert.

Regelændring ved rødt flag:

På grund af problemerne med at få mekanikerne væk fra gridden på Interlagos, så har Charlie Whiting (FIAs løbsdirektør) besluttet, at proceduren i tilfælde af rødt flag (afbrydelse af løbet) vil blive ændret i forhold til det normale. I stedet for at køre tilbage på gridden og foretage en omstart efter de gængse regler, så skal kørerne komme ind i pitten, hvor mekanikerne så kan arbejde på bilerne.

En udtalelse fra FIA lyder:

"På grund af problemer med at rydde personale og udstyr fra gridden, så vil bilerne i tilfælde af, at løbet bliver suspenderet, blive påkrævet at køre ind i pitbanen og køre ind på en række i den hurtige bane ved rød-flag-linjen cirka ti meter før lysene ved pitudkørslen."

"Hvis løbet bliver suspenderet mens bilerne er bag sikkerhedsbilen, så vil den blive dirigeret ind i pitbanen, hvor den vil stoppe i den hurtige bane ved rød-flag–linken og igen vil det blive krævet at alle bilerne stopper bag den."

Endvidere så vil alle biler mellem den førende og rød-flag-linjen ifølge Autosport blive bedt om at køre ud af pitten ét minut før løbet genoptages.

Dæk:

Bridgestone har til denne weekend valgt at medtage de to blødeste varianter af de fire slags tørvejrsdæk, der har været brugt i løbet af denne sæson. De superbløde dæk har vist sig at være cirka tre tiendedele hurtige på en omgang end de bløde dæk, men der er rapporteret problemer med gryning af netop denne variant, delvist på grund af at Interlagos har fået ny asfalt kombineret med højere temperature end forventet.

Jo mere gummi, der bliver afsat på asfalten, jo mindre vil dette problem være, så formodentlig vil vi se, kørerne vente til sidst i løbet med at bruge de superbløde dæk for at få afsat så meget gummi som mulig inden da.

Ifølge Autosport har Lewis Hamilton efter kvalifikationen, hvor han brugte de første omgang på et sæt superbløde dæk, udtalt:

"Dækkene var drilske for os alle, men alle er i samme båd. Fra mine benzinafbrændingsomgange var mine dæk stort set ødelagte bagefter, og det var bare efter fem omgange."

Hirohide Hamashima fra Bridgestone udtalte:

"Banen burde blive bedre meget hurtigt i løbet i morgen, men dækadministration forbliver altafgørende."

Så måske dæksituationen kan give spænding til allersidst i løbet, om hvem der skal blive verdensmester. Det har ved et par lejligheder virket som om, at Lewis Hamilton har haft svært ved at få samme fart ud af de blødeste af dækkene som sine konkurrenter.