• Forside

Button: Det har ikke været sjovt

’Annus horibili’ (latin: forfærdeligt år) er vel det mest rammende, man kan sige om Hondas præstationer indtil nu, og med Jenson Buttons exit i Ungarn og Rubens Barrichellos sidsteplads, er bunden nået. Og det har ikke været sjovt, fortæller Button.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 14/8 2007 klokken 11:08

Da skandalerne i det britiske kongehus for nogle år siden nåede sit absolutte højdepunkt, kaldte dronning Elizabeth i sin nytårstale året for ”annus horibili”, et forfærdeligt år. Det samme mener Jenson Button om sit år indtil nu.

Honda har haft en sæson, som næsten ikke kan blive værre, og forrige weekends sidsteplads til Barrichello, oven i købet efter Spyker, var næsten ikke til at bære for hverken fans eller team.

Det store britiske håb Jenson Button (det var han i hvert fald indtil Lewis Hamiltons entré på F1-scenen) har langt fra fået indfriet sine egne forventninger. I et interview med ’ITV Sport’ udtrykker køreren, at der simpelthen skal forbedres på samtlige punkter.

En ikke uvant situation for Button. Her fra træningen til Ungarns GP 2006, som han dog senere vandt. Det sidste var til gengæld uvant.

”Vi bliver nødt til at gøre fremskridt,” siger Button. ”Naturligvis arbejder vi på næste års bil nu, men vi bliver nødt til at forstå, hvorfor den nuværende har været så dårlig indtil nu, og hvor vi skal forbedre den.”

”Det er stadig en vigtig sæson, og vi har behov for yderligere forbedringer på 07-bilen. Det ville være rart, hvis vi kunne komme ind i pointene.”

Hondas problemer har samtidig betydet, at Button har haft sin værste sæson indtil nu, siden debuten hos Williams i 2000, hvor køreren fik samlet 12 point ind på kontoen.

”Jeg kan ikke sige, at dette har været min morsomste sæson på banen, men det er dog stadig sjovt at køre derude,” fortsætter den 27-årige brite. ”Der har dog været noget sjov, specielt Nürburgring samt et par andre, men slet ikke så morsomt som sidste år.”

Honda fører an - i den bagerste halvdel af feltet i Malaysia, 2007.

”Men jeg har måske lært en lille smule – der er altid plads til forbedringer, selv med ting som du aldrig troede du skulle få brug for, såsom noget om motorkraft.”

”Jeg samler stadig noget op hist og her, så på en eller anden måde lærer man hele tiden. Men jeg ville nu hellere befinde mig i front,” indrømmer Button.

Hvad er Button mest bange for?

”At tabe. Jeg tror, at enhver som dyrker sport har det sådan. Det, at man ikke når sine mål.”

Når der tilsyneladende ikke er så meget at hente på banen, bliver Button spurgt hvad han største bedrift udenfor banen så er.

”Min veninde. Jeg vågner op hver morgen og kan bare ikke tro, at jeg har været så heldig,” slutter Button (sikkert med et smil).

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER