Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/8 2007 klokken 21:08
McLaren har henvendt sig til FIA og bedt sig fri fra den officielle pressekonference forud for Ungarns Grand Prix på Hungaroring.
Det britiske team har ikke givet nogen forklaring på udeblivelsen, men det menes, at McLaren ikke vil udsætte sine kørere for at blive stillet overfor spørgsmål omkring den verserende spionsag med Ferrari.
Lewis Hamilton vil heller ikke være til stede ved den sædvanlige ’meet the press’ sammenkomst om fredagen.
McLaren og Ferrari er i disse dage i gang med en veritabel ordkrig i forbindelse med den meget omtalte spionskandale, hvor McLaren er blevet dømt for at have været i besiddelse af en 780-siders rapport over tekniske data på Ferrari F2007.
I første omgang klarede McLaren frisag ved ikke at blive pådømt nogen bøde eller mærke andre konsekvenser af sin viden, men efter heftige protester fra især Ferrari, har FIA nu besluttet at genoptage sagen og lade den forurettede part, Ferrari, komme til orde i sagen.
Italienerne havde ikke taleret under den første høring, men de mener bl.a. at kunne føre bevis for at McLaren har draget fordel af sin viden og udnyttet den til egen fordel.