• Forside

Salo trækker spionbeskyldninger tilbage

Ifølge lørdagsudgaven af en finsk avis har den tidligere Formel 1 kører, Mika Salo, udtalt, at Ferrari i hans tid rutinemæssigt udspionerede andre teams, herunder konkurrenten McLaren. Finnen udtaler nu, at han er blevet fejlfortolket.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 28/7 2007 klokken 17:07

Mika Salo står nu frem og omformulerer sine udtalelser tidligere i dag, hvor han til den finske avis ’Ilta-Sanomat’ fortalte, at Ferrari også udspionerede andre teams, da han kørte i Formel 1. Det var specielt konkurrenten McLaren, der skulle havde været i søgelyset.

”Det, som stod trykt i ’Ilta-Sanomat’ er ikke helt i overensstemmelse med de tanker, som jeg ønskede at udtrykke,” forklarer Salo.

”Jeg vil derfor gerne gøre det klart, at jeg udelukkende refererede til Formel 1 generelt, som det var i de sene 90’ere, hvor radiokommunikationen stadig var på et nærmest amatøragtigt niveau.”

Mika Salo i Ferrari, 1999.

”Det betød, at man ofte kunne høre en del radiokommunikation som følge af interferens,” fortsætter finnen.

”Efter hver træningssession havde jeg al den radiokommunikation på papir, som Mika Häkkinen havde haft med sin ingeniør,” forklarede Salo.

Mika Salo kørte seks løb for Ferrari i 1999, efter at Michael Schumacher brækkede sit ben på Silverstone. Heraf endte de to løb med podieplaceringer. McLaren vandt i øvrigt samme år mesterskabet med Häkkinen bag rattet.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER