Vi er nu kommet til den sidste del af vores sæsonstatus Toyota og Williams
Toyota
Toyota var tæt på at sikre holdets første Grand Prix sejr sidste år, så de vil helt sikkert satse hårdt på at det sker i år.
Under vintertræningen har de ikke vist sig som de hurtigste, men stabilitet har præget dagsordnen, og de var meget tidligt ude med deres bil. Så mon ikke vi skal forvente at de igen i år bliver et top hold?
Jarno Trulli under test i Toyota.
Toyota-piloterne er derimod et mere følsomt område. Ralf Schumacher er kendt for at være ustabil, hvilket intet tyder på vil være anderledes i år. Samtidig er Jarno Trulli hurtig og utvivlsomt dominerende.
Men heller ikke han har det med at holde i længden. Dog må holdets skifte fra Michelin til Bridgestone ses som en fordel for det samlede resultat. Men mon ikke de vinder mindst et løb i år?
Williams
Williams blev skilt fra BMW efter sidste sæson, og flere af holdets største sponsorer er tabt, så man kan på mange måder sige, at de er et hold i krise.
Mark Webber viste, at han havde svært ved at håndtere holdets modgang sidste år og med en helt dugfrisk Formel 1 pilot i den anden Williams, er der ikke meget der tyder på en super sæson for Frank Williams' hold.
WilliamsF1s kørere.
Når det så er sagt, kan vi konstatere, at holdets nye købemotorer fra Cosworth meget vel kan blive deres helt store styrke. Cosworth har virkelig formået at lave en stærk motor, der kan måle sig med Ferrari og Honda. Desuden er der en del der tyder på, at det nye chassis er meget stabilt og at kampånden i teamet er stærk.
Så det vil ikke undre, hvis de formår at blande sig i toppen, men de manglende ressourcer vil betyde, at de ikke kan være med fremme hver gang.
Dette var så afslutningen på vores sæsonstatus, og vi vender senere tilbage med en egentlig optakt, hvor vi går mere i detaljer med hvert enkelt hold.