• Forside

FIA-medlem frikender McLaren på forhånd

Formel 1’s ledende organ raser over, at et medlem af FIA, allerede inden afhøringen af McLarens ledelse er påbegyndt, på forhånd frikender teamet i sagen om de stjålne Ferrari-dokumenter. Interessant nok er medlemmet spanier.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 19/7 2007 klokken 12:07

Det har hidset Formel 1’s ledende organ op, at et medlem af FIA på forhånd frikender McLaren i spionagesagen omkring Ferraris stjålne, tekniske dokumenter.

En spansk FIA race steward, Joaquin Verdegay, har til spanske medier udtalt, at han regner med, at McLaren kan klare frisag og ikke vil blive dømt for besiddelse af, eller kendskab til, Ferraris hemmelige dokumenter.

”Det, som jeg virkelig håber, er, at Dennis’ team ikke engang får en påtale, fordi det er umuligt at bevise noget,” udtaler Verdegay.

Har McLaren, og dermed Fernando Alonso, draget nytte af de stjålne, tekniske dokumenter fra Ferrari? Ikke ifølge et spansk FIA medlem.

I sagens natur er disse udtalelser temmelig uheldige, idet afhøringen af McLaren først påbegyndes på torsdag i næste uge.

McLaren har tilsyneladende én varm fortaler for frikendelse i spionsagen. Det forlyder nemlig, at Verdegay, som ikke er permanent medlem af World Council, skal repræsentere spansk motorsport til høringen næste torsdag, idet det permanente medlem, vicepræsident Carlos Gracia, ikke vil være til stede.

FIA mener, at Verdegay, ved at udtale sig inden afhøringen, allerede har meldt ud hvad han vil stemme og dermed potentielt støtter en forudindtaget proces. Dette vil indbefatte beviser og information, som endnu ikke er tilgængeligt for den brede offentlighed.

Denne skribent spørger sig selv, om forhåndsfrikendelsen måske har noget at gøre med, at McLaren har en spansk, dobbelt verdensmester bag rattet i en af sine biler?

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER