• Forside

V8 ligeså hurtig som V10

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 12/2 2006 klokken 15:02

Mange F1-fans har bekymret sig for, om neddroslingen fra de kraftfulde V10-motorer til V8 ville få for stor indvirkning på farten. Ifølge BMW Sauber, er dette dog ikke tilfældet.

Det er ikke kun blandt fans, at bekymringen for underholdningsværdien i Formel 1 har fyldt en del. Udtalelser fra kørerne har måske til en vis grad bekræftet dette billede, men statistikken fortæller ikke desto mindre noget andet.

Hvis man betragter Sauber C24’ s testkørsler på Jerez i 2005 med Ferrari V10-motoren, satte Filipe Massa en hurtigste tid på ca. 1:17.000.


Den nye BMW Sauber F1.06 er ikke langsommere end forgængeren fra sidste år.

Bag rattet af den samme bil, dog i den modificerede F1.06 udgave med BMW V8-motor, kørte Nick Heidfeld i onsdags kun et halvt sekund langsommere i tiden 1:17.588.

Og der er flere forklaringer på den lille forskel på de to motorer.

For det første er Sauber F1.06 en væsentlig bedre bil, men den er også mindre, hvilket giver aerodynamikingeniørerne mere frihed til at udvikle.

Derudover skal V8’eren bruge mindre køling, hvilket betyder mindre side pods på bilen. Dette giver bedre mulighed for at distribuere vægtfordelingen ved hjælp af ballast med lettere dele.

Endelig er der det nye dækregulativ, som indebærer betydelig højere hastighed i den midterste del af svingene, hvilket skyldes at der nu kan køres med en blødere gummiblanding, som igen giver bedre vejgreb.

”Vi er ligeså hurtige med V8-motoren, som vi var med den gamle Sauber med V10,” fastslår BMW Saubers Jacques Villeneuve i en udtalelse til den schweiziske avis Blick.

Det samme billede tegner sig hos flere af de andre teams. Eksempelvis kørte Fernando Alonso i onsdagens testkørsler på Jerez en bedste omgangstid i sin Renault i tiden 1:16.956.

Så når alt kommer til alt, er det måske kun motorlyden, der er vil være lidt anderledes fremover.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER